Opdateret: 29-årig formodes omkommet i Sydgrønland
En 29-årig mand er ikke fundet trods en større eftersøgning. Eftersøgningen er afsluttet, og den savnede formodes desværre omkommet.
Leiff Josefsen
OBS: Opdateret med nye oplysninger om at eftersøgningen efter den 29-årige er afsluttet.
Lørdag eftermiddag blev en 29-årig mand meldt savnet af sin mor i Narsaq. Manden var sejlet fra Qaqortoq mod Narsaq fredag aften, men var endnu ikke kommet frem.
Det skriver KNR.
Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq mandag morgen, at mandens båd er blevet fundet, men der er desværre ikke nyt om den 29-årige.
Eftersøgning stoppet
Vagtchef Preben Kleist fortæller i en opdatering mandag formiddag, at eftersøgningen efter samråd med Arktisk Kommando blev afsluttet søndag eftermiddag.
Den 29-årige formodes at være omkommet, og de pårørende er blevet underrettet, fortæller Preben Kleist.
Vagtchefen retter en stor tak på vegne af myndighederne til de frivillige både, der har deltaget i eftersøgningen efter den 29-årige mand.
- De har været en stor hjælp, siger vagtchefen.
43-årig omkommet
Ifølge KNR skete en anden tragisk hændelse i Sydgrønland lørdag, da en 43-årig mand omkom ved Qaqortoq, da han sammen med en anden mand faldt over bord fra en jolle. Den anden mand i jollen - en 65-årig - blev reddet og kunne udskrives fra sygehuset senere på dagen.