Ombudsmand bemærker problemer på alderdomshjem

Ombudsmanden for Inatsisartut glæder sig over ansvarsfulde og hårdt arbejdende medarbejdere på alderdomshjem i Upernavik. Han fandt dog nogle problemer vedrørende blandt andet brevhemmelighed og alkoholregler for besøgende.

Billede fra Hernnhuthuset i Nuuk, hvor Ombudsmanden for Inatsisartut holder til.
Offentliggjort

Et inspektionshold fra Ombudsmanden for Inatsisartut har gennemført en varslet inspektion af alderdomshjemmet i Upernavik. Det skete 6. og 7. juni 2024. Rapporten er dog først nu blevet lagt ud til offentligheden. 

Ombudsmand Gedion Jeremiassen har godt at sige om de mennesker, som hans hold mødte: 

– Det er mit overordnede indtryk, at beboerne på alderdomshjemmet var tilfredse og taknemmelige for muligheden for at bo på alderdomshjemmet, skriver Ombudsmanden. 

– Det er endvidere mit indtryk, at medarbejderne er ansvarsfulde, fleksible og meget fokuserede på ikke at benytte magt overfor beboerne. Det er min forståelse, at der er store udfordringer på det personalemæssige område, men at medarbejderne yder en stor indsats.

Imidlertid har ombudsmanden flere bemærkninger til alderdomshjem og Avannaata Kommunia om ting, der skulle rettes op. 

Han hæfter sig ved, at medarbejderne ikke har fået udleveret den nye magtanvendelseslov, som gælder fra 2023. Medarbejdere på ældreinstitutioner skal have udleveret en kopi af loven. Kommunen vil nu sørge for mere vejledning. 

Åbnede post uden tilladelse

Ombudsmanden påpegede også, at det var forkert, da personalet åbnede beboernes breve uden tilladelse. Der var tale om lønsedler og breve om udbetaling af alderspension. 

– Ledelsen oplyste, at disse breve bliver åbnet, idet alderdomshjemmet gentagne gange har oplevet, at kommunen ikke fratrækker betaling til ophold på alderdomshjemmet, oplyste ombudsmanden. 

– Jeg bemærker, at det fremgår af Grundlovens § 72, bl.a., at beslaglæggelse og undersøgelse af breve ikke kan ske uden lovhjemmel eller retskendelse. Magtanvendelseslovens kapitel IV indeholder ikke mulighed for at tilbageholde en beboers breve eller mulighed for at åbne breve til en beboer uden beboerens samtykke.

Denne praksis er nu stoppet, meddeler Avannaata Kommunia.

Alkohol var ligeledes et tema. Efter nogle uheldige episoder med berusede mennesker var alderdomshjemmet begyndt at afvise gæster, der medbragte alkohol. 

Ombudsmanden bemærker imidlertid, at man ikke på den måde kan afskære folk fra besøg i deres egne hjem. Man kan dog stadig forbyde dem at drikke på fællesarealerne.

Powered by Labrador CMS