Olieudslip i bygd: - Fugle er døde, siger fisker
Der har været olieudslip i Ilimanaq, siger en fisker, som efterlyser, at myndighederne fjerner forureningen.
Foto: Samuel Villadsen
Der har været et olieudslip i starten af februar ved Nukissiorfiit i Ilimanaq.
Og det er ikke fjernet endnu, oplyser fisker i Ilimanaq, Samuel Villadsen.
Ifølge ham er der stadig ikke blevet gjort noget for at rydde op efter udslippet, og konsekvenserne begynder nu at vise sig i naturen.
– Nu ser vi nogle døde fugle i havnen.
- Jeg har henvendt mig til politiet. Jeg fik at vide, at ansvaret ligger hos Avannaata Kommunia og Selvstyret. Men der er ikke sket noget for at fjerne olieudslippet, siger han til Sermitsiaq.
- Vi holder øje med det
Sermitsiaq har taget kontakt til Avannaata Kommunia, som oplyser, at de holder øje med gasolieudslippet.
- I februar måned blev der lækket 4.000 liter solarolie. På det tidspunkt kunne brandvæsenet ikke foretage sig noget på grund af isen i havet. Udslippet har siden været overvåget, og der foretages løbende vurderinger af, hvornår det er det rette tidspunkt at gribe ind.
- Når udslippet bliver synligt, vil der blive foretaget en ny vurdering. Bygdebestyrelsen er informeret, og det forventes, at lugten vil kunne mærkes i lang tid endnu, oplyser Avannaata Kommunia.