Nyt fødevarekontor åbnet i Nuuk
Den danske fødevareminister Jacob Jensen er i Grønland for at mødes med naalakkersuisoq for fiskeri, fangst, landbrug og selvforsyning Peter Borg og deltage i åbningen af Fødevarestyrelsens kontor.
Foto: Arnaq Nielsen
Fødevarestyrelsens kontor i Nuuk er officielt blevet åbnet torsdag. Den danske fødevareminister Jacob Jensen (V) deltog.
Danmark og Grønland har i mange år arbejdet tæt sammen om
fødevarer og fiskeri, og Jacob Jensens besøg var også anledning til det første møde
med Peter Borg (D), den nye naalakkersuisoq for fiskeri, fangst, landbrug og selvforsyning.
De to har underskrevet en rammeaftale for udveksling af
medarbejdere mellem Grønland og Danmark indenfor fødevare- og veterinærområdet.
- Jeg glæder mig over vores kontor i Nuuk. Det viser, at
Danmark og Grønland rykker endnu tættere sammen i samarbejdet på
fødevareområdet.
- Nu har vi også sat underskrifter på en aftale om udveksling af
medarbejdere – eksempelvis dyrlæger inden for veterinærområdet. Det kan begge
lande få nytte af. Også det vidner om det gode samarbejde, siger Jacob Jensen i
en pressemeddelelse.
Ny aftale med Kina
For et par uger siden har fødevareministeren under et besøg
i Kina underskrevet en aftale om eksport af vildfanget fisk fra Danmark og Grønland
til Kina.
Denne aftale har Peter Borg og Jacob Jensen også drøftet. Aftalen
skal gøre det nemmere at eksportere vildfangne fisk, da hver art ikke længere
skal godkendes individuelt.
- Jeg har set frem til at mødes med min nye kollega Peter
Borg og blandt andet drøfte aftalen, der gør det nemmere for danske og
grønlandske virksomheder at eksportere vildtfanget fisk til Kina, som er et
kæmpe marked, siger Jacob Jensen.
Fødevarestyrelsens kontor åbnede uofficielt i januar 2025.
Det udfører fødevarekontrollen med de eksportgodkendte fiske- og
fodervirksomheder, der er i Grønland. Der vil med tiden blive overført flere
opgaver.
Eksport af fødevarer er stadig et område, der hører under
den danske stat. Men det er politisk på tale at hjemtage ansvaret til Grønland,
og overflytningen kan altså ses i den sammenhæng.