Ny hjælp til betjente såret i tjenesten
Thin Blue Line Denmark vil sætte ind overfor stress og PTSD hos politibetjente i Grønland.
Thin Blue Line Denmark har siden 2016 hjulpet betjente i Danmark, som er kommet til skade i tjenesten.
Foto: Leiff Josefsen
I slutningen af maj etablerer Thin Blue Line Denmark en lokalafdeling
i Grønland, som skal give grønlandske politibetjente støtte.
Specifikt betjente, som er kommet til skade i tjenesten – fysisk
eller psykisk.
Det skriver Thin Blue Line Denmark i en pressemeddelelse.
At det er hårdt og risikofyldt arbejde at være politibetjent er blandt andet dokumenteret i en rapport fra VIVE - Det nationale forsknings- og
analysecenter for velfærd - fra 2020.
Rapporten konkluderede, at næsten 10 procent af det
grønlandske politi opfyldte kriterierne for PTSD og hele 14,6 procent angav,
at de ofte eller hele tiden følte sig stressede.
Thin Blue Line mener, at der ikke er et systematisk beredskab
eller fællesskab at falde tilbage på, hvis man bliver såret i tjenesten. Det vil de nu ændre på.
Politiet kan gøre mere
Undersøgelsen fra VIVE viste også, at 38 procent af politibetjente
i Grønland havde oplevet mindst én livstruende hændelse, som eksempelvis at
blive skudt på, angrebet med våben eller kommet alvorligt til skade.
Derudover havde 66 procent været udsat for fysisk vold under
arbejdet.
Selvom belastningen var stor, så var mange betjente i politiet
tilfredse med de ordninger, der er, hvor de eksempelvis kan få psykologhjælp
efter en voldsom hændelse.
Men politiet kunne gøre mere for at hjælpe de ansatte, viste
undersøgelsen.
Netop det vil Thin Blue Line prøve at gøre. Siden 2016 har
de hjulpet tilskadekomne betjente i Danmark med netværk, aktiviteter og
professionelle forløb.
- Vi ved, hvor meget det betyder ikke at stå alene. Nu
udvider vi indsatsen til Grønland, hvor behovet er endnu større end i Danmark –
og hvor mange betjente længe har efterlyst netop denne form for støtte, skriver
de.