Naleraq: Grønland skal nok selv tale med verdensledere
Naleraq-formand Pele Broberg mener, at Mette Frederiksen bør blive hjemme i Danmark, når Frankrigs præsident Emmanuel Macron besøger Grønland søndag.
Pele Broberg er formand i Naleraq og næstformand i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Inatsisartut.
Foto: Oscar Scott Carl
- Mette, bliv hjemme. Grønland skal nok tale selv med Macron på landets vegne.
Sådan lyder beskeden til statsminister Mette Frederiksen fra Naleraqs formand Pele Broberg.
Han mener, det er forkert, at den danske statsminister deltager, når Grønland får besøg af den franske præsident Emmanuel Macron.
- Det behøver hun da ikke, hun skal da bare blive hjemme. Hvis det var Danmark, den franske præsident ville besøge, havde han taget til Danmark og ikke Grønland, udtaler Pele Broberg i en pressemeddelelse.
Som Kongeriget er indrettet i dag, er udenrigs- og sikkerhedspolitik såkaldte rigsanliggender. Derfor er der altid en repræsentant fra den danske stat til stede, når spørgsmål vedrørende disse emner er på dagsordenen.
Når Emmanuel Macron og Mette Frederiksen ifølge planen gæster Grønland på søndag og mødes med formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), vil de tre regeringsledere blandt andet have fokus på sikkerheden i Nordatlanten og Arktis.
Pele Broberg ser dog gerne mødet afviklet uden dansk deltagelse:
- Grønland skal nok selv tale med verdensledere som besøger Grønland, på rigets vegne. Bliv hjemme Mette, vi behøver ikke dansk spionage i samtalerne, udtaler Pele Broberg.