Naalakkersuisut vil suspendere omstridt pensions-regel

Ordningen, hvor uopfyldte opsparingsforpligtelser kan opkræves via forhøjelse af trækprocenten på borgernes skattekort, bliver suspenderet i 2026 og 2027, oplyser Naalakkersuisut.

Offentliggjort

Naalakkersuisut vil på efterårssamlingen fremlægge et forslag til en radikal ændring i loven om obligatorisk pensionsordning.

Det drejer sig om, at en central del af ordningen foreslås suspenderet:

- Lovforslaget vil betyde, at den nuværende ordning, hvor uopfyldte opsparingsforpligtelser kan opkræves via forhøjelse af trækprocenten på borgernes skattekort, bliver suspenderet i 2026 og 2027, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Det vil sige, at hvis borgere ikke opsparer det påkrævede beløb jævnfør loven om obligatorisk pensionsordning, så kan myndighederne i 2026 og 2027 ikke gå ind og lave en tvungen opsparing til borgeren ved hjælp af en højere skatteprocent.

Ordningen om obligatorisk pensionsordning har flere gange siden indførelsen i 2018 været genstand for kritik og debat, eksempelvis ved valget til Inatsisartut tidligere på året.

Ekspertgruppe skal komme med forslag

Naalakkersuisoq for finanser, Múte B. Egede (IA), har tidligere på sommeren fortalt til Sermitsiaq, at man arbejdede på ændringer af netop den del af loven, og nu ligger det altså fast, hvad Naalakkersuisut præcist vil gøre.

I forhold til hvordan loven skal se ud efter 2027, forventer Naalakkersuisut at kigge på arbejdet fra en ekstern ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til en sammenhængende pensionsreform på tværs af både private og offentlige pensioner.

Ekspertgruppens anbefalinger skal præsenteres i 2026, og gruppen skal også komme med anbefalinger til ændringer af loven om obligatorisk pension. Anbefalingerne skal danne grundlag for et politisk forlig i 2026.

Sermitsiaq forsøger at få svar fra Múte B. Egede, om det i realiteten er en ophævelse af loven om obligatorisk pension, når myndighederne mister muligheden for at tvinge borgere til at spare op ved at hæve skatteprocenten.

Alderspension må ikke forringes

I forhold til ekspertgruppens arbejde hviler det på seks principper, og det første handler om, at der ikke må ske forringelser i alderspensionen, forklarer Múte B. Egede i pressemeddelelsen:

- Det er for at undgå, at en ekspertgruppe foreslår en stor forringelse af alderspension, fordi det i teorien kunne være det økonomisk mest fornuftige at gøre. Et af principper er således, at der ikke må være store forringelser af alderspensionen. Det kan vi ikke være bekendt overfor vores alderspensionister.

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og miljø, Bentiaraq Ottosen (A), forklarer videre, at det er afgørende, at der kommer en uafhængig analyse af, hvad der skal til for at gøre Grønlands økonomi robust og klar til fremtiden:

- Naalakkersuisut ser frem til at læse ekspertgruppens anbefalinger, og vil derefter udarbejde og præsentere en sammenhængende og ansvarlig pensionsreform, siger Bentiaraq Ottosen.

De seks principper som ekspertgruppen skal arbejde under er:

  1. Undgå store forringelser af alderspensionen
  2. Alderspension rettes primært mod laveste indkomstgrupper.
  3. Fokus på højere egen opsparing af pension
  4. Fortsat attraktivt at arbejde 
  5. Simpelt og nemt at forstå for borgerne og administrere
  6. Robusthed af pensionssystemet 
Powered by Labrador CMS