Naalakkersuisut annoncerer kæmpe spareplan for at undgå at tømme landskassen
Samlet set vil Naalakkersuisut finde 864 millioner kroner over de næste 4 år via besparelser og nye indtægter.
Det har ikke været ikke nemt. Men det er nødvendigt, hvis vi vil undgå, at landskassen er tom om få år. Vi har ikke længere råd til at bruge flere penge, end vi har, udtaler naalakkersuisoq for finanser, Múte B. Egede (IA)
Foto (arkiv): Leiff Josefsen
Fredag eftermiddag har Naalakkersuisut offentliggjort rammerne for en stor spareplan på næsten 900 mio. kr. for at rette op på økonomien.
Naalakkersuisut skriver, at Grønland er på vej ind i økonomisk krise, hvor indtægterne falder og udgifterne stiger, og derfor er Naalakkersuisut nu klar med et finanslovsforslag, hvor der skal spares hundredvis af millioner over de kommende fire år.
- Den svære situation med næste års finanslov viser, at vi ikke lukker øjnene for udfordringerne, udtaler naalakkersuisoq for finanser, Múte B. Egede (IA), i meddelelsen.
Vil finde 865 mio. kr.
Han forklarer, at Naalakkersuisuts plan skal få økonomien tilbage i balance, og over de næste fire år vil finanslovsforslaget samlet give et lille overskud på knap 51 millioner kroner:
- For at nå dertil har vi målrettet sparet 469 mio. kr. – både på tværs af det offentlige og ved at skaffe nye indtægter. Dertil har vi skåret 395 mio. kr. i rammebesparelser på i stort set alle offentlige områder – i gennemsnit omkring 2,5 procent.
- Samlet set vil vi finde over 864 millioner kroner over de næste 4 år via besparelser og nye indtægter, forklarer Múte B. Egede.
Ifølge naalakkersuisoq er planen nødvendig for eller vil landskassen være tom om få år:
- Vi har ikke længere råd til at bruge flere penge, end vi har, udtaler han.
Skarp kontrast til sidste års skattelettelser
Dermed står finanslovsforslaget i skarp kontrast til sidste år, hvor det daværende Naalakkersuisut fandt plads til at gennemføre en skattereform med skattelettelser for over 300 mio. kr.
I pressemeddelelsen remser Múte B. Egede en række årsager op som baggrunden for de store besparelser:
- Vores indtægter er på vej ned. Fiskeriet – som vores økonomi i høj grad bygger på – giver ikke det samme afkast som tidligere. Indtægterne fra vores egne selskaber er halveret.
- Og vi får færre penge ind i skat. Samtidig stiger vores udgifter. Især fordi vi bliver flere ældre, som har ret til pension. Store årgange forlader arbejdsmarkedet, og det koster.
Skærper regler for jobydelse
Naalakkersuisoq oplyser uden at blive konkret, at man har forsøgt at skåne sundhedsområdet mest muligt.
Derudover skærpes kontrollen med, at pengene bruges rigtigt.
- Vi har afsat midler til at ansætte nye skatterevisorer med fokus på skattekontrol og bekæmpelse af kriminel økonomisk hvidvask, så vi sikrer at alle bidrager solidarisk til fællesskabet.
- Og vi skærper reglerne for jobydelse: Fremover kan man få reduceret ydelsen mærkbart, hvis man uden grund nægter anvist arbejde. For velfærd bygger på fællesskab – og fællesskab forudsætter, at alle bidrager, hvis de kan og er raske, lyder det fra Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Múte B. Egede.