Kvinden bag kedeldragten

På værkstedet i Nuuk er Aili Pedersen i fuld gang med at kravle op i den store, beskidte, gule Bell-dumper. Hendes hænder er sorte af olie, og luften emmer af diesel og slidte maskindele. Den enorme maskine – høj som et hus og tung af kraft – skal have det helt store serviceeftersyn og Aili ved præcis, hvor hun skal begynde.

Vi kunne lige så godt have mødt hende i sportshallen, som her på værkstedet. For Aili Pedersen hører hjemme begge steder. Hun er både boldspiller, holdspiller og mekaniker – og hun går lige til sagen, uanset om det er en kamp eller en kæmpe maskine.

Barndommens gade i Fiskerbyen

Aili vokser op i Nuuk som en del af en stor og kærlig familie. Hun er nummer to ud af fire børn, alle bor de hos deres mor, Hanne Pedersen, som er skolelærer og enlig forsøger. Faren sejler ombord i en trawler, og selvom hun kun ser ham sjældent, er han en kærlig far. Hjemmet hos Ailis mor er gennemsyret af varme og tryghed, selv når midlerne er små og dagene lange.

- Vi manglede aldrig noget. Min mor var sej. Hun blev aldrig træt. Og nu, hvor jeg selv er mor, forstår jeg først rigtigt, hvor stærk hun var, fortæller Aili Pedersen.

Barndommen i Fiskerbyen er præget af nære familiebånd og fællesskab. Især hos mormoren samles familien – mostre, fætre og kusiner – til måltider og samvær. Grønlandsk mad fylder meget i Ailis Pedersens minder. Livretten var alk, som mormoren serverede om vinteren, på de koldeste dage.

- Der var en halv alk til hver, men altid en hel til mig. Jeg var den bedste til at spise grønlandsk mad, griner hun.

Allerede som barn bliver hun mødt med et glimt i øjet og en stor portion på tallerkenen – som om alle omkring hende vidste, at hendes glubende appetit på både mad og liv var noget specielt.

Fødderne finder vej

Allerede som lille pige er det tydeligt, at Aili er noget særligt. Hun er nysgerrig, målrettet og altid i bevægelse. Noget driver hende – en rastløs energi i kroppen og en længsel efter at bruge den til noget. Sporten bliver hurtigt hendes frirum. Først fodbolden. Den begynder på gaden, mellem boligblokke og snebunker, hvor hun spiller i timevis – altid med drengene.

Da hun som otteårig tropper op til sin første rigtige træning i klubben, er det med store øjne og et bankende hjerte. Hun håber på holdånd, på nye venner, på en drøm der begynder, men virkeligheden bliver noget andet.

- Jeg blev mobbet. De sagde, jeg lignede en dreng og grinede af mit korte hår. Jeg fremstod ligeglad, for jeg ville bare spille fodbold. Men jeg var kun otte år, og selvfølgelig gjorde det ondt, fortæller Aili med en lavmælt stemme.

Aili Pedersen forsøger at børste det af sig, men hun stopper i klubben, næsten før hun er begyndt. I stedet vender hun tilbage til gaden, hvor ingen griner og hvor bolden bare er bold. Hvor man spiller, fordi man ikke kan lade være. Her fortsætter hun med at træne – alene, med drengene, i alt slags vejr. For det er her, Aili føler sig fri.

Spillet og spejlbilledet

Håndbolden begynder, da Aili er 11 år gammel. Hun tropper op til sin allerførste træning og oplevelsen står i skarp kontrast til den første med fodboldklubben. Her føler hun sig hjemme fra begyndelsen. I klubben GSS Håndbold oplever hun en klub med plads til alle, uanset køn, udseende eller niveau.

- Håndbold, dét var bare det, jeg skulle, siger Aili Pedersen med en sikker og begejstret røst.

Desværre når hun kun at træne med holdet i et par måneder, før familien flytter til Aasiaat. Men sporten slipper hun ikke. Tværtimod.

I Aasiaat begynder hun både til fodbold og håndbold i klub. Fodbolden spiller hun igen som eneste pige blandt drenge – for der findes ikke noget pigehold. Men hun var velkommen.

- Jeg trænede med drengene og var ene pige, men jeg var velkommen, siger Aili Pedersen.

Da holdet deltager i Nordgrønlands Mesterskaber i Ilulissat, opdager Aili noget, der sætter sig fast i hende: De andre drengehold har også piger med på holdkortet. Hun er ikke alene. Hun spejler sig i dem – og det er her, hun for første gang mærker en sitren i maven, når hun kigger på en af pigerne fra modstanderholdet. Selvom hun altid har vidst det, fortæller hun ikke sin mor, at det er en pige, hun har følelser for. Hun er ikke klar til at sige det højt endnu – end ikke til sig selv.

- Jeg nævnte intet for nogen i flere år. Tiderne dengang var ikke som i dag, og man blev mobbet, hvis man var anderledes, siger Aili Pedersen med en næsten smertefuld klang.

Samtidigt folder håndbolden sig for alvor ud. Allerede i sin første sæson spiller hun ikke kun med jævnaldrende, men også opad i rækkerne. Som 12-årig spiller hun på både U15-, U18- og U21-holdene – noget, hun i dag ser tilbage på med blandede følelser.

- Jeg var kun 13, da jeg spillede mit første håndbold-GM i Sisimiut – og det var med U21-damerne. Når jeg tænker på det i dag…

Aili trækker vejret og fortsætter:

- Så havde min datter ikke fået lov til det. Man skal også passe på kroppen.

Med hænderne i maskinerne

I 2007, dagen efter Aili bliver konfirmeret, flytter familien tilbage til Nuuk. Her fortæller hun sin mor, at hun er til piger. Det føles som en sandhed, hun har båret på længe, men først nu tør sætte ord på.

- Jeg vidste godt, at min mor ikke ville dømme mig, men det var stadig svært at sige højt. Hun vidste det godt, men gav mig plads til selv at sige det, fortæller Aili med ydmyghed i stemmen.

Håndbolden bliver afgørende for hende – et sted hvor køn og seksualitet træder i baggrunden, og hvor det handler om styrke, skridt og spillets rytme. Aili træner målrettet, og drømmene vokser i takt med hendes hårde arbejde. I 2010 er hun med på holdet til U20-verdensmesterskabet i Sydkorea. Men midt i drømmen rammer virkeligheden hårdt: En skade i skulderen tvinger hende til at sætte farten ned og mærke efter, hvem hun er – både på og uden for banen.

- Jeg gik til lægen flere gange, men smerterne var store, og jeg kunne ikke spille, fortæller Aili Pedersen nedslået.

Det blev en svær tid, men det åbnede også en ny dør – muligheden for at begynde på en uddannelse.

Siden hun var lille, har Aili haft en særlig interesse for at rode med ting. Hun husker tydeligt sin fætter, der var pladesmed og det seje værktøj, han havde. Også onklen, som altid brugte tid på at ordne sin båd, var en stor inspiration.

- Jeg vidste tidligt, at jeg ville være mekaniker, og senere fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være maskinmekaniker, fortæller Aili.

Som 18-årig tager hun springet og starter på uddannelsen i Aars, Danmark – langt væk fra familien og den tryghed, hun altid har kendt. Det er første gang, hun skal være væk fra sin mor, og det er svært. Til gengæld bliver uddannelsen et stykke Grønlandshistorie, da Aili bliver den første kvindelige grønlandske entreprenørmaskinmekaniker til at afslutte uddannelsen.

- Jeg har altid været meget afhængig af min mor og hun passede meget på mig. Mens mine søskende blev opfordret til at gå på gymnasiet, sagde hun til mig: ’Dyrk din sport, så må vi se, hvad der sker.’ Jeg har aldrig rigtig haft ord for, hvor meget hun har betydet for mig. Hun så mig for den, jeg var, og støttede mig i, at jeg selv skulle finde min vej, fortæller Aili med en stemme fyldt af taknemmelighed.

Mor med stort M

I 2022 beslutter Aili Pedersen sig for at tage ét sidste sving med håndbolden, inden hun officielt går på “pension”. Et værdigt farvel – ikke bare et brat stop. Hun sætter sig for at spille ét sidste GM i 2023. På det tidspunkt er GSS-pigerne allerede i fuld gang med at træne op til NORCA, den nordamerikanske og caribiske kvalifikation til VM. Turneringen spilles på hjemmebane i Inussivik i Nuuk, og her skriver Aili og resten af holdet historie: de kvalificerer sig til verdensmesterskabet. I november 2023 løber hun på banen i Stavanger – til Grønlands første VM-kamp i 22 år.

Med rygnummer 11 kender hun sin rolle på banen, men hendes hidtil vigtigste rolle udfolder sig udenfor banen. Selvom håndbolden former hende, finder hun sin største styrke og sit hjerte i moderskabet.

- Det var mit største ønske at blive mor. Og efter tre års fertilitetskamp kom Nomi til verden, fortæller Aili stolt.

Aili har Nomi sammen med ekskonen Lisa Ivalu Lind. Parret, der i sin tid mødte hinanden på fodboldlandsholdet, gik fra hinanden for blot fire måneder siden, efter otte år sammen. Bruddet er stadig ømt.

- Jeg har haft travlt, og dyrket meget sport, og al min fritid er gået til min datter. Det har krævet ofre, det er jeg godt klar over.

Nomi er i dag fire år, og ifølge Aili – et spejl af hendes eget væsen.

- Hun har brune øjne og krøllet hår. Hun ligner mig. Jeg ved ikke, hvordan det er muligt, for hun har ikke mit DNA. Men hun er min. Helt og holdent, siger Aili og stråler.

Det er ikke nemt at få det hele til at hænge sammen. Aili Pedersen og Lisa Ivalu Lind har en syv-syv-ordning, og hver anden uge er hjemmet derfor stille. For stille. I de uger, hvor savnet fylder, bliver sporten Ailis frirum. Hun binder snørebåndene, træder ind på banen, mærker pulsen stige og tankerne lette.

- Det er svært at være i savnet og ensomheden fylder. Jeg har brug for at bevæge mig. Det giver mig ro i hovedet, fortæller Aili Pedersen.

Aili beskriver det ikke som en flugt, men en måde at finde balancen på – en måde at være sig selv, også når hjertet er tungt. For Aili handler sporten og livet ikke kun om præstationer, men også om de værdier, man tager med sig – og giver videre. Som mor er hun bevidst om det ansvar, der følger med, og det håb, hun bærer for sin datter og for den næste generation.

- Jeg håber, at jeg kan vise, at det er okay at være anderledes. Det er mit største ønske at lære min datter, at man skal acceptere alle. Det er lige meget, hvem man er kærester med, arbejder med eller er holdkammerat med – alle er lige.

Kvindesind på klippegrund

I dag har Aili kastet sin kærlighed over futsal, Hun er selvfølgelig på landsholdet, og hun elsker det. Men det er ikke længere det hele, det handler om.

- Jeg har haft gang i alt for meget. Jeg kan mærke det på kroppen.

I de stille timer sejler Aili Pedersen ud mod Kangimut Sammisoq sammen med sin mor og sin datter. Tre generationer af kvinder på havet – bundet sammen af blikket mod horisonten og det liv, de bærer med sig. Aili har sammen med sin mor købt en lille, primitiv hytte, som Aili nu bygger op. Selvom hun aldrig har bygget før, kaster hun sig over det med samme dedikation, som hun har gjort med alt andet i sit liv.

- Det bliver vores fristed. Et sted at trække vejret. Jeg bygger hytten til min mor – hun har givet mig så meget. Nu vil jeg give igen.

For Aili handler livet om ærlighed og om at give plads. Til dem man elsker. Til sig selv. Og til det, man tror på. Med en stemme fuld af varme og ukuelig styrke afslutter hun, og det er, som om hele kvindesindets stille kraft taler gennem hende. Man bliver rørt, helt ind, hvor mod og ømhed mødes.

- Jeg vidste ikke, at jeg var så stærk. Men os kvinder – vi er seje. Vi står fast. Vi kæmper. Og vi elsker med hele hjertet.