Talsmand for Putin forventer flere timer langt møde i Alaska

Møde mellem Trump, Putin og Zelenskyj kan ske, hvis topmøde fredag bærer resultater med sig, siger talsmand.

Donald Trump er fredag gået ombord på Air Force One for at flyve til Alaska, hvor han skal mødes med Ruslands Vladimir Putin.
Offentliggjort

Topmødet i Alaska mellem USA's præsident, Donald Trump, og hans russiske modpart, Vladimir Putin, ventes at vare mindst seks til syv timer.

Det siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for Putin, til russisk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I kan forvente, at det vil tage minimum seks til syv timer, siger han til Kanal Et.

På dagsordenen for mødet fredag står blandt andet krigen i Ukraine.

Men der er ikke inviteret nogen ukrainske repræsentanter.

Fra ukrainsk side har det lydt fra præsident Volodymyr Zelenskyj, at han gerne vil mødes med Putin og drøfte krigen.

Mødes i Anchorage

Men den russiske leder har været mere tilbageholdende.

Et møde mellem de tre statsledere kan dog komme på tale, hvis topmødet i Alaska bærer resultater med sig, siger Peskov.

Han uddyber ikke nærmere, hvad der skal til, for at et møde mellem de tre ledere kan blive en realitet.

Putin og Trump mødes på en militærbase i byen Anchorage i Alaska, som er den amerikanske delstat, der ligger tættest på Rusland.

De to statsledere ventes at ankomme omkring klokken 11 lokal tid - klokken 18 fredag aften i Grønland.

Har talt i telefon flere gange

Først på programmet er et møde mellem Putin og Trump, hvorefter de to skal tale med deres respektive delegationer, siger Peskov ifølge det statslige nyhedsbureau Tass.

Samtalerne med delegationerne bliver eventuelt som et frokostmøde, tilføjer han.

Topmødet afsluttes med et fælles pressemøde med de to statsledere, siger talsmanden.

Mødet i Alaska har været længe undervejs.

Putin og Trump har flere gange talt i telefon, siden Trump kom tilbage i Det Hvide Hus i januar.

De har drøftet krigen i Ukraine, som har stået på siden 2022, men også muligheder for at knytte tættere diplomatiske bånd mellem USA og Rusland.

Det seneste fysiske møde mellem de to statsledere var i 2019.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS