Nerver, nostalgi og nordatlantisk lyd

Der er noget ved stemningen i Tivoli i København denne torsdag aften. 

Det er, som om luften sitrer en anelse mere end den plejer, mellem flagranker og blomstrende bede. Ude foran Plænescenen står flere hundrede mennesker og venter. Nogle taler grønlandsk, andre dansk, enkelte engelsk – men alles blikke er rettet mod scenen. Klokken er 18.47. Om 13 minutter går DDR på – det grønlandske band, Disko Democratic Republic, der for alvor er genopstået.

Bag scenen er stemningen både let og koncentreret. Et backstageområde med sorte vægge, kabler, plastikkasser og vandflasker danner rammen om de fire mænd, som udgør bandet anno 2025. To gamle kendinge, brødrene Anda og Ib Uldum, og to nyere medlemmer: Hans Pavia Petersen, kaldet HP, og Lars Sørensen.

Sommerfuglfarm i maven

HP står med armene over kors og skutter sig lidt. Ikke fordi det er koldt, men fordi nerverne gnaver.

- Jeg har sgu haft uro i kroppen hele ugen, siger han og smiler lidt undskyldende.

Et par dage forinden havde han ringet til Ib og spurgt, om han måtte kigge forbi. Ikke for at øve, bare for at være hos ham. For at trække vejret lidt dybere, få lidt ro i hovedet.

- Jeg følte, at alt stressede mig. Der var nærmest en hel sommerfuglfarm i maven, der fløj rundt.

Ib sagde ja uden tøven. Han kender følelsen. Kender situationer, hvor musikken og hverdagen maser sig for tæt på hinanden. Men her til aften er det ham, der holder roen. Med et fast blik bevæger han sig mellem pedalboards, mikrofonstativer og mixerindgange – fokuseret og fuldt til stede.

Lars Sørensen er også spændt – og træt. Han har haft travlt siden klokken otte i morges, hvor han hjalp sin kone med at stille hendes bod, Isaksen Design, op i Tivoli, og der var masser af besøgende lige fra morgenstunden.

- Jeg nåede nærmest ikke at tænke over, at vi skulle spille. Og jeg spiller ikke engang på mit eget trommesæt – det er Tivolis. Og jeg glemte min stol! Det stresser altså lidt...

Han ryster på hovedet og griner – men hænderne dirrer svagt, da han spænder trommestikkerne fast på stativet.

Små flasker og store nik

Selvom DDR har spillet sammen i mange år og er kendt i hele Grønland, er der ikke noget stjernemanér at spore hos bandets medlemmer. De bærer selv deres instrumenter op ad trapperne, tjekker lyden, retter på kabler og laver de sidste aftaler: Skal overgangen til "Sivittorpoq" ske med et hurtigt nik fra Anda? Eller skal de lige mødes i blikket først?

Og så er der rutinerne. En kort rygepause i et særligt aflukket hjørne, hvor kunstnere må ryge – for Tivoli er røgfrit. Et par dåseøl. Et par jokes. Og så de berømte Underberg, som bandets medlemmer indtager før deres koncerter. De små flasker bliver fordelt og drukket med teknik, som Anda udførligt forklarer AGs udsendte:

- Hæld den i 45 grader. Når du hører 11 kluk, så er den væk.

Lidt efter holder de fire mænd om hinanden i en cirkel. Anda tager ordet:

- Vi har øvet. Vi kan det. Vi skal bare nyde det.

Så slår han rytmen i luften med armene – og koncerten kan begynde.

Musikken slår bro

Sollyset falder ind fra venstre og tegner lange, gyldne skygger over scenen, mens Tivolis orientalske facade funkler i baggrunden. Publikum jubler, da DDR træder ind – afslappede og klar, men med den sitrende energi, der opstår i minutterne før første tone.

Og så sker det. Musikken rammer jorden med præcision og spilleglæde. Det gamle repertoire løftes af nye hænder og fornyet nerve. Forrest står Anda med guitaren løst over skulderen og det velkendte glimt i øjet. Med lethed og autoritet slår han koncertens puls an – og bag ham følger de andre. Ib Uldum lægger den varme, vuggende bund på bas, som han har gjort i årevis, og lader blikket vandre roligt over scenen. HP står koncentreret ved sin guitar og fanger hvert nik, hver overgang, mens Lars Sørensen bag trommerne leverer et dynamisk beat, der holder det hele samlet.

Deres blikke mødes kort. Et smil, en hovedbevægelse, en rytme, der trækker vejret. Musikken er ikke blot et sæt sange, men et levende samtalesprog mellem fire mennesker – to gamle brødre med musikken i rygraden, og to nye, der har fundet plads og balance i helheden.

De kendte numre får en friskhed, publikum mærker. Ikke fordi de er forandret radikalt, men fordi spilleglæden er ægte. Koncerten lever sit eget liv – med puls, med mod og med en energi, der vokser, fordi de står der sammen.

Den glemte aftale

Men så sker det: Anda slår uden varsel de første akkorder an til "Kap Farvel til Ümanarsuaq" – Gasolin-fortolkningen, som bandet ellers udtrykkeligt havde besluttet at udelade denne aften. En sang, der kan dele vandene politisk – og som var lagt på is netop af den grund.

Ib sender ham et langt, dirrende blik.

- Jeg kiggede på ham, og han smilede bare. Jeg sendte ham et 'fuck-dig-blik', fortæller Ib senere med et skævt grin.

HP og Lars tøver et sekund, men fanger lynhurtigt, hvad der foregår. Anda har truffet beslutningen – og nu er det bare med at følge med. Publikum reagerer med jubel. Øjeblikket er stærkere end overvejelsen.

Og i virkeligheden var det måske ventet.

- Man ved aldrig helt, hvad spasmageren Anda kan finde på under en koncert, siger HP og Lars samstemmende med smil i stemmen. Som om de allerede i lydprøven havde haft en lumsk fornemmelse af, at lige præcis det her kunne ske.

Ekstranumre og selfies

Efter en times intens koncert træder de af scenen. De skåler, klapper hinanden på skulderen og smiler bredt. Men publikum vil have mere. DDR går tilbage og spiller ekstranumre – og denne gang sidder overgangene lige i skabet.

- Der var et par småfejl undervejs, siger Lars bagefter.

Anda svarer:

- Ja, men publikum havde en fest – og det er det vigtigste.

Efter koncerten bliver instrumenterne pakket sammen. Der er altid noget, der skal bæres, ryddes op, tjekkes. Men stemningen er let nu. Lettelse og glæde i lige dele.

Da de træder ud i Tivolis have, går der kun få minutter, før de bliver stoppet af fans. Der bliver taget selfies, givet krammere og snakket på både dansk og grønlandsk.

En kvinde stikker en telefon frem og beder om et billede med hele bandet.

- Selvfølgelig, siger Anda og stiller sig i formation med brormand Ib og HP.

Lars er gået tilbage for at hjælpe i sin hustrus bod.

Klik.

Næste stop: Canada

Næste stop for DDR er Canada, hvor de spillede den 12. august. Denne gang rejser de med fornyet selvtillid i bagagen. De nye medlemmer har fået spilletid i kroppen, de interne signaler sidder bedre, og kemien i bandet har fået plads til at vokse. Nervøsiteten er ikke forsvundet – men den har fået selskab af noget andet: erfaring, sammenhold og troen på, at det her kan noget.

Men denne aften i Tivoli, under grønlandske flag, i et duftende blomsterhav, foran et publikum, der grinede og sang med – det vil hænge ved. Ikke kun som en koncert, men som en oplevelse. En aften, hvor noget blev samlet. Hvor DDR viste, at det stadig kan skabe øjeblikke af musikalsk nærvær og oprigtig glæde.