Millioner af kroner på vej retur til borgerne

Fra torsdag kan 48.893 skatteborgere se deres slutopgørelse for 2024 via E-boks.

Offentliggjort

29. august vil Skattestyrelsen udbetale overskydende skat til 32.743 borgere. Der vil i alt blive udbetalt 253,1 mio. kr.

Der er dog også 3.526 borgere, der skal betale restskat på i alt 121,5 mio. kr.

Tallene er klar, efter borgernes slutopgørelser fra 2024 nu er gjort færdige, skriver Departementet for Finanser og Skatter i en pressemeddelelse.

Slutopgørelsen kan ses på E-boks fra i dag torsdag og på ’Min Skat’ på Sullissivik.gl fra fredag.

Inden den overskydende skat udbetales, er der blevet modregnet et millionbeløb til dækning af restancer til det offentlige:

- 36,6 mio. kr. er inddrevet til dækning af restancer til de grønlandske kommuner, INI A/S og Nukissiorfiit, og de resterende 51,8 mio. kr. går til dækning af restancer ved Grønlands Selvstyre, oplyser Departementet for Finanser og Skatter.

Skattestyrelsen indsætter automatisk overskydende skat på NemKonto.

Powered by Labrador CMS