Manumina fortæller om ulve gennem 4.000 år

Manumina Lund Jensen, ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik, har fået udgivet en videnskabelig artikel om arktiske ulve. Den er skrevet på baggrund af hendes forskningsstudie, der undersøger møder mellem mennesker, hunde og ulve gennem 4.000 år. Og det emne ville vi gerne høre mere om. 

Hvordan blev du egentlig interesseret i netop det tema? 

– Det går helt tilbage til min barndom. Jeg er jo selv vokset op i et fangersamfund i Avanersuaq, Thule-distriktet, hvor jeg fik historier fortalt af fangere, som mødte ulve på jagtture, fortæller Manumina Lund Jensen. 

Hun har stadig en dansk stil, som hun skrev om ulve og hunde helt tilbage i fjerde klasse. Som voksen er hun fortsat med at forske i området mange steder i Grønland. 

– Ifølge nogle beretninger har ulvene været aggressive over for slædehunde og har endda dræbt og spist dem. Det har selvfølgelig også påvirket forholdet mellem mennesker og ulv og hund, fortsætter Manumina Lund Jensen. 

Ulven har samtidig haft en særlig og kompliceret status i myter, uddyber hun. 

– I nogle myter har ulvene haft forbindelser til spiritualitet. Her ses ulven som et særligt væsen, der kunne skifte skikkelse mellem menneske og dyr. Ulven kunne tage et menneskes sjæl, hvis ikke mennesket opførte sig rigtigt. I en af myterne dræber en mand ulvens unger, og ulven tager hans sjæl fra ham.

Tand fortæller historie

Manumina Lund Jensens forskningsprojekt om arktiske ulve har inddraget mange forskellige slags kilder, blandt andet litteratur, myter, 43 interviews og fysiske arkæologiske fund. 

Var der noget særligt, der overraskede dig undervejs i arbejdet? 

– Ja, noget af det, som kom bag på mig, var de mundtlige overleveringer om ulve i Vestgrønland. De understreger, at ulve har levet der, og de har gjort indtryk på mennesker.

– Det er i øvrigt interessant, at ulven kan spores helt tilbage til Saqqaq-kulturen for 4.000 år siden, tilføjer Manumina Lund Jensen. 

Det ved vi, fordi der er fundet en ulvetand fra dengang i Itinnera-området nær Kapisillit. Der er også spor af, at nordboerne i deres tid har været optaget af ulve, fortsætter forskeren.  

– Nordboerne har forsøgt at beskytte deres husdyr. Det kan vi se understøttet af, at man har fundet fælder, der er større end rævefælder og mindre end bjørnefælder. Derfor gætter man på, det har været ulvefælder.

Ulv spændt for slæde

Der har endda været forsøg på at indlemme ulvene som trækdyr til hundeslæder, fortæller Manumina Lund Jensen:

– Zoologen Christian Vibe noterede i 1948, at en fanger tog en ulveunge til sig og forsøgte at integrere den i hundespandet. Det gik ikke, for ulve er ikke trækdyr, og en dag lå den død. Men de er blevet brugt til at skabe hybrider mellem ulve og hunde.

Manumina Lund Jensens arbejde understreger, at ulven har været på spil mange steder i Grønland. Men den er stadig mest udbredt i Avanersuaq, hvor hun selv voksede op. 

– Her er ulven også i dag tæt på hunde, mennesker, og fangerne kan se, at ulve påvirker moskusbestanden. Fordi den kom for tæt på mennesker, kom der i 2020 nye regler for at skyde dem, fortæller hun. 

Så historien om de komplicerede relationer mellem arktisk ulv, hund og menneske er altså ikke slut endnu. 

I den forbindelse peger Manumina Lund Jensens artikel på nødvendigheden af en vildtforvaltning i Arktis, som finder den rette balance mellem biodiversitet og menneskers tryghed.