Kan julemanden nå hele Grønland?

Når dagen for juleaften nærmer sig, begynder forventningens brus at brede sig blandt Grønlands yngste. 

De glæder sig til gaver, til duften af pakker og til lyden af små fødder, der hopper ned ad trapperne julemorgen. Og vi ved jo alle, hvem der står bag: Julemanden og hans trofaste slædehold.

Men hvor realistisk er det egentlig?

Allerede ved første regnestykke begynder historien at knirke. Ifølge Grønlands Statistik er der 12.863 børn og unge mellem 0 og 16 år. De bor spredt ud over et land, der strækker sig fra Siorapaluk i nord til Tasiilaq i øst og Narsarmijit i syd. Det er en logistisk kabale af dimensioner – selv for en mand med magisk fuldskæg.

Og hvis vi regner gavernes vægt venligt: fem kilo pr. barn. Det bliver til cirka 65 tons julegaver, som rensdyrene skal flyve, slæbe eller trylle hen over klipper, fjorde og indlandsis. Alt sammen inden for fem til seks timer.

Her kunne man tro, at rensdyrene er superhelte. Men AG besluttede at spørge en faktisk ekspert.

Vintersul forhindrer

En forsker bliver præsenteret for julelogistikken. Hendes reaktion er kontant. Inden spørgsmålet næsten er fuldført, rækker forsker Mathilde Le Moullec fra Grønlands Naturinstitut hånden frem mod skærmen.

- Stop. Det er ikke muligt, siger hun, mens hun prøver at holde masken.

Hun forsker i rensdyrs biologi – både i Grønland og tidligere på Svalbard – og ved præcis, hvad de majestætiske dyr kan. Og endnu vigtigere: hvad de ikke kan.

- Jo, vi har nok af dem til at fragte 65 tons julegaver. Cirka 130.000 rensdyr i området Ameralik, Akia-Maniitsoq og Kangerlussuaq-Sisimiut, viser de sidste tællinger i 2018. Men så stopper festen også, siger hun.

Hvorfor? Fordi rensdyrene – i modsætning til julemandens tegnefilmsversion – drosler de ned på deres aktiviteter og tilpasser sig vinteren.

- Om vinteren bevæger de sig ikke ret meget, forklarer hun og fortsætter:

- Deres GPS-halsbånd viser, at de holder sig i meget små områder, ofte kun få hundrede meter ad gangen. Det gør de for at spare på energien – ellers risikerer de ganske enkelt at bliver for tynde og dø.

Hun uddyber, at rensdyr i vinterhalvåret lever på et stramt energi-budget. De bruger efteråret på at opbygge et tykt fedtlag, som skal holde dem i live gennem måneder med hård frost, dyb sne, is lag på jorden og meget lidt føde.

- Det fedtlag er deres overlevelse. Hver ekstra bevægelse, hvert unødigt skridt, forbrænder værdifuld energi. Derfor går de nærmest i ’økodrift’ hele vinteren.

Scenen er let at forestille sig: en slæde fyldt til kanten, et hold rensdyr, der nægter at flytte sig mere end et par kilometer. Julemanden, der står ved siden af og sukker.

En sommerjuleaften?

Hvis rensdyrene selv kunne bestemme…

Om sommeren vandrer rensdyrene mere. Det lyder lovende – men kun næsten.

- De bevæger sig i det samme område, men krydser næsten aldrig ind en anden region, siger Mathilde.

- Så børn i en bygd kan ikke forvente at modtage hjælp fra rensdyr i nærheden af en anden bygd.

Og i Østgrønland?

Hun griner:

- Nej. Rensdyrene krydser ikke indlandsisen. Det er urealistisk.

Så selv en sommerjul ville være geografisk diskrimination.

Et endnu større problem melder sig.

- Som udgangspunkt kan rensdyr ikke trække i fuld galop i lang tid, siger hun.

Ifølge forskeren vil de gå en kort distance, før de stopper. De foretrækker at gå stille og roligt – og som regel går de, fordi der er et formål med det. Og for det meste holder de sig til den samme region hele livet.

- På Sápmi land i den nordlige del af Skandinavien bruger samerne dem som trækdyr. Men det kræver, at de bliver kastreret først. Det er en voldsom løsning for at levere gaver, kommer det smilende fra naturinstituttets rensdyrekspert.

I det øjeblik falder Julemandens drøm til jorden. Slæden må parkeres.

Hvad så med julemanden?

Julemandens værksted ligger – efter alle moderne logistikoplysninger – i Kina. Derfra er der i underkanten af 8.500 kilometer til Nuuk i lige linje. Og dobbelt så langt tur-retur. Selv uden rensdyr ville det være noget af et stræk at tilbagelægge.

Mathilde Le Moullec har dog et forslag, som er såvel teknisk som etisk:

- Køb lokalt. Det gør jeg selv. Husflid eller genbrug. Så belaster vi ikke de kære rensdyr eller klima unødigt.

Hendes pointe er både praktisk og poetisk: Juleglæden kommer ikke fra vægten af gaver, men fra tanken bag. Og klimaet – samt rensdyrene – får lov at overleve endnu en vinter uden at blive tvangsudskrevet som moderne pakketaxier.

Men måske er pointen en anden.

For selv om børnene tror på, at gaverne ankommer med rensdyr i fuld galop gennem polarnatten, ved de voksne noget, der er næsten lige så magisk:

At juleglæde ikke handler om, hvordan gaverne kommer frem – men at de gør det.

Resten? Det må Julemanden og logistikguderne i Kina finde ud af.