Mange tusinde kvadratkilometer af kysterne er nu kortlagt med satellit
Både strækninger på Vest- og Østkysten er blevet kortlagt for at gøre sejlads mere sikkert.
Ved brug af satellit har Geodatastyrelsen kortlagt 22.000k kvadratkilometer kystnære havområder i Grønland nær
både Nuuk-Maniitsoq, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
Illustration: Geodatastyrelsen
Geodatastyrelsen har i et nyt pilotprojekt kortlagt 22.000 kvadratkilometer
kystnære havområder i Grønland. Det er områder mellem Nuuk og Maniitsoq,
Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
Det nye data er nu tilgængeligt for offentligheden via udstillingsplatformen
NunaGIS.
Det skriver Geodatastyrelsen i en pressemeddelelse.
Formålet med kortlægningen er at styrke sejladssikkerheden, redningsberedskabet
og den maritime infrastruktur.
Selvom det nye data kommer fra et pilotprojekt, og derfor
ikke er integreret i de officielle søkort og samtidig ikke er beregnet til navigation,
bidrager det til at øge vidensgrundlaget i områder, hvor der tidligere var
utilstrækkelige eller forældede data.
- Med dette pilotprojekt tager vi et vigtigt skridt mod at
øge sejladssikkerheden i Grønlands kystnære områder. Kortlægningen giver lokale
brugere adgang til data, som hidtil ikke har været tilgængelige og skaber
samtidig et vigtigt fundament for det videre arbejde, siger chefkonsulent
Christian Thellufsen, Geodatastyrelsen.
Samtidig arbejder Geodatastyrelsen på at etablere samarbejde
med store kommercielle partnere, så som Garmin og Navionics, så data på sigt
kan indgå i de systemer, som mange sejlere anvender til dagligt. På længere
sigt forventes projektet at indgå i arbejdet med at udvikle internationale
standarder for anvendelse af satellitdata i kortlægning af i kystnære områder i
Arktis.
Samarbejde med Asiaq
Pilotprojektet begyndte i 2023. Baggrunden for projektet er
den stigende skibstrafik i Arktis. Mange kystnære områder i Grønland har manglet
kortlægning, hvilket har givet udfordringer for sikker navigation.
Pilotprojektet har vist, at med
satellitteknologi er det nu muligt at identificere tidevandszoner, præcisere
kystlinjer og udpege højrisikoområder.
Der er indgået et tæt samarbejde med Asiaq med det formål
at stille dataene frit tilgængelige både gennem platformen NunaGIS -
myndigheders, virksomheders og borgeres nemme adgang til kort og geodata fra
hele Grønland - og Geodatastyrelsens hjemmeside.
- Vi er ved Asiaq meget glade for samarbejdet med
Geodatastyrelsen og for, at vi via NunaGIS kan være med til at gøre de nye data
let tilgængelige i Grønland.
- Viden om skær er afgørende for sejladssikkerheden,
og med de store afstande her i landet er det vigtigt, at vi afprøver og
udnytter de nye muligheder, som satellitteknologien giver. Det er
Geodatastyrelsens projekt et fremragende eksempel på, udtaler Mette Skarregaard
Pedersen Direktør i Asiaq.
Resultaterne fra pilotprojektet giver et solidt udgangspunkt
for at udforske og udvikle nye metoder til kortlægning. Samtidig åbner det for
tættere samarbejde med både lokale brugere og internationale aktører om
fremtidens sejladssikkerhed.