- Under samtalerne blev der ikke ført forhandlinger, men det
blev gentagne gange understreget, at man måtte regne med at skulle mødes ad
flere omgange i den nærmeste tid, vedrørende de mål der er blevet stillet op i
koalitionsaftalen.
Sådan skriver formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik
Nielsen (D) i en pressemeddelelse.
- Under samtalerne blev der ikke ført forhandlinger, men det
blev gentagne gange understreget, at man måtte regne med at skulle mødes ad
flere omgange i den nærmeste tid, vedrørende de mål der er blevet stillet op i
koalitionsaftalen.
Sådan skriver formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik
Nielsen (D) i en pressemeddelelse.
Her svarer han indirekte på den kritik, som kom i fredags fra
tidligere naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked og
indenrigsanliggender, Jess Svane (S). Han var ude med riven og kritisere Jens-Frederik
Nielsen for sine udtalelser vedrørende selvstyreloven.
Jens-Frederik Nielsen var for halvanden uge i Danmark,
hvor han mødtes med statsminister Mette Frederiksen
(Socialdemokratiet). Her har de to regeringsledere øjensynligt diskuteret,
hvorvidt selvstyreloven skal revideres.
- Der er ikke noget, der er udelukket på forhånd, heller
ikke at kigge på selvstyreloven. Danmark har vilje til at investere i det
grønlandske samfund, sagde Mette Frederiksen på et doorstep på Marienborg
søndag 27. april.
Det står også i koalitionsaftalen, som er indgået
mellem Demokraatit, Siumut, Inuit Ataqatigiit og Atassut, at selvstyreloven
skal til revision, og at forhandlingerne vil indledes straks efter den
konstituerede samling i Inatsisartut. Det var 7. april.
Men det har Jens-Frederik Nielsen slet ikke mandat til at
handle på, mener Jess Svane.
- Selvstyreloven er ikke et emne, der kan forhandles mellem
to lande. Loven udgør det grønlandske folks vilje, som også er de eneste, der
kan ændre den, skriver han i en pressemeddelelse.
Jens-Frederik bør stå skoleret
Jess Svane er altså utilfreds med, at formanden for
Naalakkersuisut har indledt drøftelser med Danmark om, hvordan Selvstyreloven
kan ændres. Han mener ikke, at der er demokratisk grundlag for handlingen.
Men ifølge Jens-Frederik Nielsen selv snakkede de to
regeringsledere blot om den nye koalitionsaftale og målet om fortsætte hen imod
selvstændighed.
Jess Svane stiller også spørgsmålstegn ved udtalelser om at
styrke tilknytningen til Danmark, men ifølge Jens-Frederik Nielsen er der ikke
tale om at binde sig mere til Danmark.
- På baggrund af verdenssituationen så kommer vi til at
indgå i godt samarbejde med Danmark og NATO. Et godt samarbejde er ikke
ensbetydende med at man binder sig mere til Danmark, fordi vi har som land en
interesse i at opnå selvstændighed, og har dermed også en interesse i at
samarbejde for den globale sikkerhed, skriver formanden for Naalakkersuisut.
Men Jess Svane vil gerne, at Jens-Frederik Nielsen står
til ansvar overfor Inatsisartut.
- Jeg finder det nødvendigt, at formanden for
Naalakkersuisut ved først givne lejlighed redegør over for Inatsisartut for
sine handlinger, og for det indtryk han har efterladt af at have lagt politiske
spor med Danmark. Diskussioner og mulige forhandlinger om Grønlands fremtid og
selvbestemmelse kan kun foregå i fuld åbenhed og med et klart mandat fra
befolkningen, skriver han.
Det svarer Jens-Frederik Nielsen ikke på.
Jess Svane blev ved valget 11. marts ikke valgt ind til
Inatsisartut for Siumut. Han blev derimod tredje stedfortræder.
Sermitsiaq har forsøgt at få en kommentar fra formand for
Siumut Vivian Motzfeldt, men hun er ikke vendt tilbage.