Jens-Frederik: Generalforsamlinger på vej

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D) er enig med Siumut i at luften må renses og tingene gøres bedre i forbindelse med at Grønland har fået en ny international lufthavn. Han varsler ekstraordinære generalforsamlinger for selvstyrets selskaber.

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), kan endnu ikke sætte dato på hvornår Greenland Airports og andre selvstyreejede selskaber skal holde generalforsamling, men det kommer til at i nær fremtid, bebuder han overfor Sermitsiaq.
Offentliggjort

Helt konkret er Siumuts Erik Jensen kommet med en lang række ting, som partiet mener er fejl og mangler i forhold til Greenland Airports. 

Partiet har i den forbindelse også bedt formanden for Naalakkersuisut om at få gennemført ekstraordinær generalforsamling.

Jens-Frederik Nielsen (D) bekræfter overfor Sermitsiaq at generalforsamlinger er på tegnebrættet hos Naalakkersuisut, men først giver han Siumut medhold:

- Jeg kan bekræfte Siumut i at der er mange problemer, som vi alle mere eller mindre har oplevet uregelmæssigheder i forbindelse med rejser. Vi er vidende om at mange passagerer, siden lufthavnen i Nuuk blev taget i brug, har oplevet adskillige gener og ikke mindst lange ventetider, der ikke kan tilskrives vejrlige forhold. Det er vi meget opmærksomme på og det må blive bragt i orden. Derfor ser jeg frem til den kommende generalforsamling, siger formanden for Naalakkersuisut.

Varsler skærpede krav

Er der specifikke krav som Greenland Airports bliver pålagt til at leve op til?

- Det er vigtigt for Grønland at vores lufttrafik fungerer optimalt, ikke kun for den interne trafik men også den internationale trafik. Det er vigtigt at tilliden til Grønlands luftfartsinfrastruktur ikke lider skade og jeg er dertil enig med Siumut i at vi må sikre at lufthavnene i Qaqortoq og Ilulissat ikke oplever så omfangsrige udfordringer som i Nuuk.

Får det konsekvenser for bestyrelsen og/eller ledelsen?

- Vi skal jo holde ekstraordinær generalforsamlinger, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt fortælle om formålet med generalforsamlingen i det konkrete selskab, men det er helt klart at vi må sigte efter at fejl og mangler ikke gentager sig fremover og her har bestyrelserne på vegne af os som repræsentanter for ejerne en meget vigtig placering i selskaberne.

Så Naalakkersuisut er forberedt på mulige konsekvenser?

- Selvfølgelig, og vi vil som ejere komme med skærpede krav om at fejl og mangler skal være så minimale som muligt. Det ved bestyrelsen godt, men det er nødvendigt at gentage kravet. Det er nemlig vigtigt at der er overnesstemmelse mellem vores forventninger, krav og betingelser som ejere og at selskabet ved at det skal der leves op til.

Også andre selskaber står for tur

Men det er ikke kun Greenland Airports der skal igennem en ekstraordinær generalforsamling. Det skal stort set alle selvstyreejede selskaber:

- Det hænger sammen med at der blev indkaldt til generalforsamlinger meget tæt på valget til Inatsisartut og i henhold til lovgivningen. Nu skal vi igen igennem generalforsamlinger, også for at få afstemt vores forventninger og krav som ejere, og vi arbejder så hurtigt som muligt for at få afviklet generalforsamlingerne, slutter formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D).

Powered by Labrador CMS