Ittoqqortoormiit fejrer 100 år

Kommuneqarfik Sermersooq har i forbindelse med markeringen af 100-årsdagen for Ittoqqortoormiit lavet en detaljeret beskrivelse af byens tilblivelse og nuværende stadie, som vi fra redaktionen har valgt at viderebringe i dagens anledning:

I dag står Ittoqqortoormiit som et levende samfund ved indgangen til Scoresbysundfjorden. Men da byen blev grundlagt i 1925, var det kulminationen på mere end et årti med idéer, drømme, stormagtspolitik – og en benhård strid mellem Danmark og Norge.

Fra idé til storpolitik

Allerede i 1910 foreslog distriktslægen Alfred Bertelsen fra Uummannaq at sprede befolkningen og oprette nye kolonier. Han frygtede, at koncentrationen i de eksisterende kolonier havde gjort fangstvilkårene dårlige.

I 1911 fulgte Harald Olrik op – men med en skarpere dagsorden: en koloni på Østkysten kunne både gavne fangsten og samtidig sætte en stopper for den stigende norske aktivitet i Nordøstgrønland.

Ejnar Mikkelsen koblede sig på i 1916. Han havde oplevet de mennesketomme områder ved Scoresbysund og drømte om en genbefolkning, samtidig med at han så en koloni som et nationalpolitisk værktøj. Hans stædige kamp i offentligheden fra 1916 til 1924 holdt ideen i live og gjorde det politisk svært at se bort fra.

Efter 1. verdenskrig forsøgte Danmark at få international anerkendelse af sin suverænitet over Grønland. USA, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan gav tilsagn – men Norge nægtede. Nordmændene mente, at Østgrønland var terra nullius – ingenmandsland – som de selv kunne kræve.

For at undgå konflikt indgik Danmark og Norge i 1924 Grønlandsoverenskomsten, der gav Norge lov til fangst men også gav Danmark ret til at oprette en koloni i Scoresbysund. Officielt var det en fredsaftale. Men i praksis var danskerne allerede i fuld gang med forberedelserne – til stor irritation i Norge, som betragtede det som illoyalitet mod overenskomsten.

Scoresbysund grundlægges

I 1925 blev beslutningen ført ud i livet. Kolonibestyreren Johan Petersen (Ujuaat) fra Ammassalik fik ansvaret for at udvælge de første kolonister. Langt flere meldte sig, end der var plads til. 85 personer fra Ammassalik blev udvalgt – og dertil sluttede nogle familier fra Diskobugten sig til.

Rejsen gik via Island, hvor præsten Sejer Abelsen blev præsteviet, så han kunne tage sig af de kirkelige handlinger i den nye koloni. Da de ankom, stod huse klar, og der var medbragt forsyninger nok til tre år, så kolonien kunne overleve, selv hvis skibe ikke kunne komme frem på grund af isen.

Den spæde start var hård – en epidemi tog fire liv kort efter ankomsten. Men Ujuaat holdt sammen på kolonien, og med gode fangstmuligheder vendte udviklingen. Allerede i de første år tjente fangerne fem gange så meget som i Ammassalik.

Ejnar Mikkelsen besøgte kolonien i 1926 og beskrev en velfungerende bosættelse, hvor ingen ønskede at rejse hjem igen. Selv de få vestgrønlændere trivedes – jordemoderens mand Gabriel sendte endda et telegram hjem: “Vi har det herligt – andre bare skal komme.”

Politisk provokation og international strid

Selv om kolonien blev en succes for beboerne, blev den et politisk problem. Nordmændene så etableringen som en provokation. I 1931 gennemførte norske nationalister en privat okkupation i Østgrønland, og i 1932 fulgte en officiel norsk okkupation. Danmark svarede med ekspeditioner og øget aktivitet.

Sagen endte ved Den Internationale Domstol i Haag. I 1933 faldt dommen: Danmark havde ret – Grønland var dansk i sin helhed. Kolonien i Scoresbysund blev brugt som et af beviserne for, at Danmark udøvede effektiv suverænitet i Østgrønland.

For kolonisterne fra Ammassalik og Diskobugten var Scoresbysund både en udfordring og en mulighed. For Danmark blev byen et nationalpolitisk værktøj, der sikrede landets arktiske position.

Ittoqqortoormiit i dag

100 år senere er Ittoqqortoormiit stadig et levende samfund – med omkring 364 indbyggere (2024). Byen er i dag Grønlands mindste by og samtidig den nordligste på østkysten.

LÆS OGSÅ:

Ittoqqortoormiit ønsker sig en lufthavn i jubilæumsgave

Ittoqqortoormiit er et samfund uden naboer, afskåret fra resten af verden – og rejsen dertil tager tid. Fra Nuuk må man rejse via Island, og turen varer omkring to døgn. Isolationen gør byen særlig – men også stærk.

Indbyggerne er kendt for deres aktive og stolte fællesskab. Byens børn spiller futsal, fodbold og bordtennis – og de vinder medaljer, når de deltager i turneringer andre steder i Grønland. Det vidner om en by med livskraft, vilje og sammenhold.

At Danmark vandt suveræniteten i 1933 har haft vidtrækkende betydning. På længere sigt kan det vise sig, at netop denne beslutning også sikrede Grønland og Selvstyret adgang til fremtidige indtægter fra råstoffer.

Ittoqqortoormiit er derfor mere end en bosættelse – det er et 100-årigt symbol på, hvordan international politik, nationale ambitioner og lokal livsvilje smeltede sammen til en by, der stadig står den dag i dag.