Israels militær starter forberedelser til fredsplan
Efter meldinger om mulig fredsplan gør Israels militær klar til at ændre den nuværende opstilling af soldater.
- En stor dag for Israel. Jeg vil indkalde regeringen i morgen for at godkende aftalen og bringe alle vores dyrebare gidsler hjem, skrev Benjamin Netanyahu på X.
Foto: SAUL LOEB
Israels militær har startet de "operationelle forberedelser" forud for implementering af en fredsplan for Gaza.
Det skriver militæret i et opslag på X.
Her oplyses det desuden, at det blandt andet indebærer forberedelser til at ændre den nuværende opstilling af soldater.
- IDF (Israels militær, red.) er fortsat udstationeret i området og forberedt på enhver operationel udvikling, lyder det.
USA's præsident, Donald Trump, bekendtgjorde natten til torsdag, at Israel og Hamas har godkendt den første fase af en fredsplan for Gaza.
Det skrev han på sit sociale medie, Truth Social.
Meldingen fra Trump blev kort efter bekræftet af både Hamas og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
- Jeg er meget stolt over at kunne annoncere, at Israel og Hamas begge har godkendt den første fase af vores fredsplan, skriver Donald Trump.
- Det betyder, at alle gidslerne meget snart vil blive frigivet, og at Israel vil trække sine styrker tilbage til en aftalt linje som de første skridt mod en stærk, holdbar og evig fred.
Senere oplyste Trump til mediet Fox News, at han forventer, at israelske gidsler - både levende og døde - vil blive løsladt mandag.
Hamas bekræftede i en udtalelse, at der er indgået en aftale om udveksling af fanger samt tilbagetrækning af israelske soldater. Det skrev Reuters.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skrev i et opslag på det sociale medie X, at han torsdag vil samle den israelske regering, så aftalen formelt kan godkendes.
- En stor dag for Israel. Jeg vil indkalde regeringen i morgen for at godkende aftalen og bringe alle vores dyrebare gidsler hjem, skrev Benjamin Netanyahu på X.
/ritzau/