Greenland Airports: Der er løsninger på vej
Vi arbejder dedikeret på at løse udfordringerne, meddeler Greenland Airports, efter Trafikstyrelsen har indført nye og vidtgående restriktioner på lufttrafikken i Nuuk.
Rejsende gør status uden for terminalen i Nuuk.
Arkivfoto: Oscar Scott Carl
Et ekstraordinært tilsyn 22. september og en gennemgang af sommerens trafikprogram har fået svære konsekvenser for Nuuk Lufthavn og dermed luftfart i hele Grønland.
Trafikstyrelsen, der står for tilsyn i lufthavne, har indført de nye begrænsninger. De medfører blandt andet, at der pr. time højst må være to ankomster og højst fire operationer ind og ud af lufthavnen i alt.
Denne forhindring fører til mange ændringer i trafikprogrammet og væsentlige forsinkelser for passagerer nu og i fremtiden, bekræftede Air Greenland fredag.
Sermitsiaq kontaktede Greenland Airports for at høre, om der er en tidshorisont for at få genoprettet de forhold, som gjaldt indtil for nylig.
– Vi samarbejder tæt med alle parter for at finde den optimale løsning fremadrettet. Vi arbejder på forskellige modeller - både kortsigtede og løsninger som har et længere tidsperspektiv, og jeg kan ikke gå i yderligere detaljer, før flere ting er afklaret. Vi forventer en kortsigtet løsning inden for 4 til 5 uger, skriver kommunikationschef Mikkel Bjarnø Lund.
Intens opstartsfase
Restriktionerne kommer efter en markant øget aktivitet i Nuuk i en sommer, der har budt på nye ruter og nye selskaber i lufthavnen.
– Vi lægger ikke skjul på, at der har været flere udfordringer, end vi havde forventet, og det er vi dybt ærgerlige over, men for en del er det også naturligt i en intens opstartsfase, fortsætter kommunikationschef Mikkel Bjarnø Lund.
– Vi er optimistiske og tror på, at vi sammen kan skabe en stærk, effektiv og velfungerende lufthavn. Det arbejder vi dedikeret på.
Air Greenland varsler, at der løbende vil ske ændringer i folks rejseplaner i de kommende måneder. Det vil for en del passagerers vedkommende medføre en uønsket overnatning i Nuuk, oplyser flyselskabet.
Sermitsiaq arbejder på at finde mere detaljeret information om, hvad der ligger til grund for restriktionerne i lufthavnen.