Folketingssuppleant dømt for blufærdighedskrænkelse
Kort efter at folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam har annonceret sin orlov, er førstesuppleant Markus E. Olsen dømt i landsretten for blufærdighedskrænkelse.
Foto: Morten Okkels
Opdateret med kommentar fra Aki-Matilda Høegh-Dam
Den tidligere præst og politiker Markus E. Olsen er torsdag eftermiddag blevet dømt for at krænke en kvinde i Sisimiut.
Grønlands Landsret idømte ham 14 dages anbringelse i anstalt og gjorde dommen betinget. Landsretten nåede dermed frem til samme resultat som Qeqqa Kredsret, hvor Markus E. Olsen blev dømt i februar 2025.
Det er en ensstemmig domsmandsret, som har stadfæstet kredsrettens afgørelse.
Markus E. Olsen er dømt for at kysse på en kvinde, i en situation hvor hun var ude af stand til at modsætte sig. Det skete om morgenen 17. marts 2024 i Sisimiut efter en efterfest.
Markus E. Olsen har hele tiden nægtet sig skyldig i blufærdighedskrænkelse.
Lægger kvindens forklaring til grund
Domsmandsretten finder den forurettedes forklaring mere troværdig. Retten finder derfor, at den skal lægges til grund for afgørelsen.
Kvinden havde selv stor troværdighed i rettens øjne, og en taxachaufførs forklaring understøtter hendes historie. Der er også lagt vægt på en undskyldning Markus E. Olsen har sendt hende, som noget, der støtter forurettedes udlægning.
Ud over 14 dages betinget fængselsdom skal Markus E. Olsen betale 5.000 kr. i tortgodtgørelse.
Sermitsiaq har tidligere omtalt sagen uden at navngive Markus E. Olsen på grund af navneforbud i sagen. Det er nu ophævet efter landsrettens dom.
Sagen er politisk relevant, fordi folketingspolitiker Aki-Matilda Høegh-Dam (N) netop har annonceret, at hun ønsker at gå på orlov for at deltage i Inatsisartuts efterårssamling.
Markus E. Olsen er hendes 1. suppleant efter folketingsvalget i 2022 og vil derfor blive tilbudt at indtræde som stedfortræder i Høegh-Dams fravær.
Han ønsker ikke at kommentere dommen over for Sermitsiaq.
Kommentar fra Høegh-Dam
Sermitsiaq har modtaget følgende skriftlige kommentar fra Aki-Matilda Høegh-Dam:
– Så vidt jeg ved, er der endnu ikke kommet en afklaring på, om vedkommende har sagt ja til at være stedfortræder, hvilket også vil være overraskende, hvis han gjorde. Derfor udtaler jeg mig ikke om det nu.
– Jeg henviser til personens parti, Siumut, og til personen selv for yderligere kommentarer. Jeg forholder mig alene til den, der reelt bliver min suppleant.
– Når det er sagt, respekterer jeg domstolenes afgørelser og retssikkerheden for alle involverede. Det er en retssag, som jeg gennem medierne har fået indblik i, og det rammer mig særligt hårdt, fordi emnet i sig selv ligger mig nært.