FN's Sikkerhedsråd kræver øjeblikkelig Gaza-våbenhvile
USA afstod fra at stemme, mens de øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet stemte for resolution om våbenhvile.
USA har længe været imod brug af ordet våbenhvile, men afstod mandag fra at nedlægge veto mod resolution.
AFP
FN's Sikkerhedsråd kræver mandag en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza samt frigivelse af gidsler.
USA afstod fra at stemme for resolutionen, mens de 14 resterende medlemmer af Sikkerhedsrådet stemte for.
Det er første gang, at Sikkerhedsrådet er nået til enighed om at kræve en våbenhvile mellem Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas.
Resolutionen kræver en "øjeblikkelig våbenhvile" under den igangværende muslimske fastemåned, ramadanen. Det skal føre til en "varig" våbenhvile.
Resolutionen var fremsat af de ti medlemmer af Sikkerhedsrådet, som ikke er faste.
- Det palæstinensiske folk har lidt meget, siger Algeriets FN-ambassadør, Amar Bendjama, efter afstemningen.
- Dette blodbad er fortsat alt for længe. Det er vores forpligtelse at stoppe dette blodbad, før det er for sent.
De faste medlemmer, som kan nedlægge veto, er USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien.
Den amerikanske regering har tidligere i løbet af den næsten seks måneder lange krig været imod ordet våbenhvile og har ofte brugt sin mulighed for at nedlægge veto.
Men under fortsat stigende dødstal og frygt for hungersnød i Gaza er presset steget på både USA og landets allierede i Israel, og mandag afstod USA fra at stemme.
Det vil næppe blive taget godt imod i Israel.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil ifølge israelske medier ikke sende en delegation til Washington D.C, nu hvor USA ikke har nedlagt veto. Det var ellers planen.
USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, siger, at USA afstod fra at stemme, da landet ikke går ind for alt, der står i resolutionen, og da den ikke indeholder en fordømmelse af Hamas.
Hun siger dog samtidig, at USA støtter flere af målene i resolutionen.
- En våbenhvile kan begynde øjeblikkeligt med frigivelsen af det første gidsel, og derfor må vi lægge pres på Hamas for at gøre netop det, siger hun.
Resolutionen kræver også en øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle gidsler, som Hamas tog i forbindelse med angrebet 7. oktober på Israel.
Ifølge Israel tog Hamas 253 gidsler.
Resolutionen er folkeretligt bindende og lægger dermed yderligere pres på de to parter i konflikten. Det er dog uvist, i hvilket omfang Israel og Hamas vil rette sig efter den.
Over 32.000 har mistet livet i Israels offensiv i Gaza ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i området.
Omkring 1200 mennesker blev dræbt, da Hamas angreb Israel 7. oktober.
/ritzau/Reuters