Flere borgmestre ønsker heller ikke valg i utide

Et valg i utide vil skabe negative konsekvenser for den kommunale forvaltning, mener Ane Hansen, Kommune Qeqertalik, Avaaraq Olsen, Kommuuneqarfik Sermersooq og Stine Egede Kommune Kujalleq.

Stine Egede, der er borgmester i Kommune Kujalleq ønsker ikke valg i utide. Hun skriver en pressemeddelelse på vegne af andre borgmestre i Kommune Qeqertalik og Kommuneqarfik Sermersooq.
Offentliggjort

Ønsket om valg i utide ulmer i de politiske hjørner. Det ønske er dog ikke til at mærke hos kommunernes borgmestre.

Borgmestre i Kommune Kujalleq Stine Egede (IA), Kommune Qeqertalik Ane Hansen (IA) og Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen (IA) bakker op om borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsens (S) udmelding.

Negative konsekvenser vil strømme ned

De borgmestre mener, at et valg i utide vil påvirke de kommunale forvaltninger negativt og udsætte de planlagte lovgivninger samt tiltag, der er i gang mellem kommuner og Naalakkersuisut. Disse tiltag er vigtige for borgerne og deres vilkår - og nogle tiltag risikerer endda at blive indstillet, lyder det.

- Der er ingen tvivl om, at det vil medføre spild af økonomiske ressourcer og merforbrug, hvis nogle tiltag skal startes på ny.

- Vi er i gang med flere større tiltag, som vi er tilfredse med, sammen med Naalakkersuisut. Vi har brug for det år til, at arbejde med de initiativer vi har igangsat og som vil have betydning i fremtiden. Vi har stadig meget arbejde der skal nås, lyder det fra de tre borgmestre.

Løs partipolitiske problemer

Borgmestrene opfordrer til, at uenigheder eller utilfredshed blandt folkevalgte skal løses internt via partiets bestyrelse. 

- Hvis man som folkevalgt er utilfreds med noget, så bør man løse partipolitiske problemer via partiets bestyrelse. Som folkevalgt repræsentant kan man ikke forvente, at opnå alle mærkesager, da det er flertallet, der bestemmer. Og når man kommer med kritik, så skal man være sikker på at have gode argumenter.

- Vi vil gerne opfordre til, at enkeltpersoner stiller deres magtkampe til side for en stund og bruger kræfterne til forbedring af levevilkårene, da det er vigtigere at borgerne har et stabilt livsgrundlag end den enkeltes ønske om at udvise magt, skriver Borgmester i Kommune Kujalleq Stine Egede på vegne af andre borgmestre i landet.

Powered by Labrador CMS