- Det har aldrig bare været arbejde

De har ikke blot været til stede – de har været med til at forme det grønlandske sundhedsvæsen. 

Vicedirektør for sundhedsvæsenets regioner, Ella Skifte, ledende regionssygeplejerske for region Sermersooq, Inuuti Fleischer og ledende oversygeplejerske for operation og intensivområdet, Arnak Fleischer Hansen, har gennem årtier været centrale skikkelser i det grønlandske sundhedsvæsen.

Med faglig tyngde og menneskeligt engagement har de stået i spidsen for forandringer, kæmpet for det grønlandske sprog og kultur i sundhedens rammer og bygget bro mellem tradition og udvikling.

I en sektor præget af kortvarige ansættelser og mange udskiftninger, har deres vedholdenhed været noget særligt. Tilsammen har de ydet mere end 120 års tjeneste – ikke bag skriveborde, men midt i hverdagens udfordringer fra Nanortalik til Qaanaaq. De begyndte, da beslutningerne stadig blev truffet i Danmark og har siden været med til at sikre, at grønlandske stemmer blev hørt i ledelsesgangen.

Alle tre er blevet markeret og fejret og onsdag den 16. juli markeredes Inuuti Fleischers 40-års jubilæum med en reception, som den sidste i rækken. Et symbol på den vedholdenhed og det engagement, som hun – og de to andre – har båret med sig gennem hele deres virke.

Dengang gjorde vi det bare

Deres interesse for sygeplejefaget begyndte i en tidlig alder.

Som ung fungerede Ella Skifte som tolk i hendes fødeby, Ilulissat. De første ansatser mod den hvidkitlede verden. For Arnak Fleischer Hansen begyndte det endnu tidligere. Som blot 14-årig havde hun sin første nattevagt på sygehuset i sin fødeby, Uummannaq Sygehus. Hun hjalp til som medhjælper, vaskede patienter og lavede praktiske opgaver. Det var i 1970’erne, og arbejdet blev aflønnet med småpenge, men betydningen var stor. Her fandt hun sin retning. Inden hun blev sygeplejerske, var Arnak Fleischer Hansen i 1980’erne sundhedsmedhjælper i Qaqortoq, hvor hun blev kastet ud i opgaver, som til forveksling ligner sygeplejerskernes arbejdsopgaver i dag:

- Vi var tæt på patienterne, og vi blev kastet ud i det ”hele”, fortæller hun og oplyser, at hun var med til fødsler, operationer, tog blodprøver, ja, hun fungerede nærmest som lægens højre hånd.

- I dag kræver mange af de opgaver en særlig uddannelse. Dengang gjorde vi det ”bare”.

Apropos at blive kastet ud i svære opgaver uden den store introduktion, kender Inuuti Fleischer også til. Hun var lige begyndt på sygehuset i Aasiaat som sygeplejerske, da hun blev kastet ud i den første selvstændige operationsvagt. Midt i hendes nattesøvn klokken halv tre om natten bankede det på hendes dør. Beskeden var klar: Du har en operationsvagt – en patient har blødende mavesår, som skal opereres.

Med hjertet oppe i halsen, tænkte hun alle procedurerne igennem trin-for-trin, samtidig med at hun tømte en æske gajoler for at få styr på nerverne.

- Da jeg kom derover, sagde lægen, at patienten først skulle have blod. Så fik vi lige lidt ekstra tid, inden vi skulle begynde. Jeg kunne godt tage det lidt mere roligt, men jeg glemmer aldrig oplevelsen, kommer det smilende fra hende.

Sådan var oplæringen dengang: ved at gøre det – og ikke så meget introduktion og oplæring. Det var learning-by-doing i sin reneste form – og i øvrigt: den eneste tilgængelige.

I dag ville mange af de opgaver, de løste, kræve flere års efteruddannelse, supervision og specialisering. I dag anerkender de alle tre, at de er glade for de nye tider med bedre indlæring – ikke mindst af hensyn til patientsikkerheden.

Da sundhedsvæsenet blev hjemtaget

Den 1. januar 1992 overtog Grønland ansvaret for sit eget sundhedsvæsen, og det var mere end blot en administrativ beslutning, lyder det samstemmenede fra de tre kvinder. Det var en milepæl og en begyndelse. For første gang blev det muligt at forme et sundhedsvæsen med afsæt i vores behov, værdier og sprog.

Ella Skifte husker tydeligt tiden fra dengang, særligt ét skelsættende øjeblik. Det var lige efter hjemtagelsen af sundhedsområdet. Sammen med en kollega blev hun interviewet af Qanorooq. Bagtæppet for interviewet var en stor konference, som foregik i Kangerlussuaq, hvor sundhedsvæsenets fremtid var på dagsorden. Deltagerlistens navne afslørede hurtigt, at det udelukkende var embedsmænd og ledere fra toppen og så godt som ingen med grønlandske rødder.

- Vi undrede os. Vi havde lige hjemtaget sundhedsområdet til Grønland, og så var vi ikke med til at forme fremtidens sundhedsvæsen i vores land, fortæller Ella Skifte, som tydeligt huskede nervøsiteten, da de luftede kritikken i det offentlige rum.

Det var en kritik af systemet og det var man ikke vant til på dette tidspunkt.

Men ordene vakte genklang i samfundet. Qanorooq fulgte op med flere indslag, og en offentlig debat begyndte at tage form. Gradvist begyndte ændringerne at tage form. En af de markante ændringer var en begyndende hjemtagelse af sundhedsuddannelserne til Grønland, herunder sygeplejerskeuddannelsen , hvor Arnak Fleischer Hansen var en af de førstuddannede sygeplejersker.

Både Ella Skifte og Inuuti Fleischer har begge været aktivt involveret i arbejdet med at få etableret sundhedsuddannelserne i Grønland – særligt på indholdssiden har de udøvet en stor indsats. Derudover har Ella i mange år haft en plads i bestyrelsen på Sygeplejeskolen, hvor hun løbende har bidraget til skolens udvikling.

- Det er skønt at stå på sidelinjen og opleve den udvikling, der sker. Og nu har vi lige etableret en uddannelsen til erhvervskandidat i avanceret klinisk sygepleje, der begynder til september på Ilisimatusarfik. Den har jeg store forhåbninger til, lyder det tilfreds fra Ella Skifte.

At arbejde i Grønland – men føle sig som gæst

Selvom sundhedsvæsenet for længst er hjemtaget, mærker Arnak Fleischer Hansen stadig den danske kulturdominans i hverdagen på sygehusene. Det skal ikke forstås som en kritik af det danske personale, for hun er glad for deres tilstedeværelse. For så længe Grønland ikke er selvsupplerende med eget personale, så er det et grundvilkår, man naturligvis skal acceptere. Sådan er det bare.

Men ifølge Arnak Fleischer Hansen var udfordringen - særligt tidligere - på det sproglige område, hvor størstedelen af personalet talte dansk og patienterne i overvejende grad talte grønlandsk. Her oplevede hun, at det oftest var patienten, der sprogligt skulle tilpasse sig og ikke omvendt. Det havde hun svært ved. Og det samme gjaldt hendes grønlandske personale, som oftest har dansk som deres andetsprog. Da hun selv blev leder, forsøgte hun derfor at skabe forandringer, så der også blev gjort plads til den mere eftertænksomme, stille grønlænder.

- Jeg prøver at italesætte det over for mine danske kollegaer, at de skal være opmærksomme på deres grønlandske kollegaer og på at de ikke taler i samme hastighed. Mange grønlænderne bliver meget nemt overset til et møde, forklarer hun og gør opmærksom på, at hun selv skal gøre sig ekstra umage for at blive hørt.

Hun fortsætter opsummerende med et smil på læben:

- Jeg oplever til tider, at jeg arbejder i Danmark – og når jeg får fri, går jeg hjem til Grønland.

Når fællesskabet forandrer sig

I dag er det sjældent, man fejrer "kobberbryllup" med sin cheflæge. Men det gjorde Inuuti, da hun var forstander på Aasiaat Sygehus. Her arbejdede hun i årevis med sin cheflæge og et team af sygeplejersker, hvor relationerne var tætte og rutinerne stærke.

Ella oplevede det samme, da hun var forstander på Ilulissat Sygehus i begyndelsen af 00’erne. De var ikke bare kolleger – de var et fællesskab. En fasttømret stab, hvor alle kendte hinanden.

Dernæst huskede de også, at fællesskabet var anderledes blandt personalet. Personaleboligerne var tæt placeret ved siden af hinanden og med jævne mellemrum holdt man fællesspisninger, hvor særligt de nyansatte havde mulighed for at lære de andre at kende. Og om sommeren grillede de sammen i fjeldet, hvor Inuuti særligt husker en Sankt Hans Aften, da en af lægerne brød ud i operasang, som var en skøn oplevelse.

- Dengang tilpassede man sit privatliv mere til arbejdslivet – og i dag er det omvendt, kommer det fra dem begge, men de anerkender og accepterer, at de yngre generationer i dag har andre prioriteter; mere fokus på work-life-balance.

Flere vikarer

I dag er der færre fastansatte i sundhedsvæsenet og flere vikarer fra fortrinsvis Danmark, og det er ifølge Ella Skifte ikke uden problemer.

- Der er mange forskelle mellem Danmark og Grønland og en af dem er levevilkårene. Hvis en patient for eksempel bliver sendt hjem til en mindre by for at blive genoptrænet, er det ikke sikkert, at den pågældende patient har adgang til en fysioterapeut, eller at deres hus har rindende vand. Måske skal de hente vand ved en vandpost. Og derfor kan man ikke bare sende patienten hjem, da de vil få svært ved at klare sig uden hjælp, forklarer Ella Skifte og understreger, at det ikke er en kritik af vikarerne, men et eksempel på en udfordring, når der ikke er den nødvendige indsigt i mulighederne de forskellige steder, hvor patienterne kommer fra.

I et helt arbejdsliv har de tre kvinder viet deres arbejdsliv til omsorg, faglighed og ansvar. Nu håber de, at sundhedsvæsenet fortsat udvikles med respekt for det, der var, og mod på det, der kommer. Og selvom de måske snart hænger kitlen på knagen, slipper de aldrig helt ansvaret. At være sygeplejerske har aldrig ”bare” været et arbejde for dem. Det har været en del af deres liv og identitet.