De bor 12 under samme tag, og ser ingen udvej

12 mennesker er stuvet sammen i et gammelt gult hus. Malingen skaller på husets facade. En topmadras, er placeret foran fjernsynet på stuegulvet, og taler sit tydelige sprog.

Pladsmangel. Det er hverdagen for Louis Kristiansen og resten af husets beboere. 

– Det er hårdt at være så mange, siger Louis og sukker dybt.

Huset, hvor de bor, ejes af Louis’ far, 76-årige Aage Kristiansen. De bor fire generationer under samme slidte tag. Blandt andet Louis' barnebarn som endnu ikke har fået et navn. Det er tydeligt, at Louis bliver berørt, når han taler om sit barnebarn.

– Der er skimmelsvamp i huset, derfor er mit barnebarn tit syg, fortæller Louis.

Har tidligere været 18 under samme tag

For enden af gangen på husets øverste etage sidder teenageren Johannes Kristiansen og spiller Fifa. I sengen bag ham ligger Efraim Kristiansen og ser på. De deler værelse i  huset, som er opført i 1960’erne. Familiens overhoved, Aage, flyttede ind sammen med sin nu afdøde hustru i 1978. I 1980’erne fik huset en tilbygning og rummer i dag fem soveværelser. 

De 12, der bor der nu, er færre end tidligere. Ifølge Louis Kristiansen har der engang boet hele 18 mennesker i huset.

Louis havde tidligere sin egen lejlighed, men efter en tragisk hændelse måtte han flytte hjem til sine forældre i 2016.

– Da mine børns mor og jeg boede sammen, var det roligt og trygt. Da hun døde, og adressen stod i hendes navn, kunne jeg ikke beholde lejligheden. Det var hårdt at skulle flytte tilbage til min far igen. At miste sit hjem er svært, fortæller Louis.

Hårdest, når andre drikker

Når man bor mange sammen, er det altafgørende, at man respekterer hinanden – men det er ikke altid muligt, fortæller Louis.

– Når det bliver weekend, er der nogle, der drikker. Og det føles utrygt, når folk drikker.

Han lægger ikke skjul på, at både han og konen selv drikker en gang imellem. Manglen på eget hjem tærer på dem.

– Min kone og jeg vil gerne have vores eget sted. Nu bor vi sammen med vores kære barnebarn, datter og min far. Men vi savner privatliv, siger Louis.

LÆS OGSÅ

Aalu kæmper for at bevare østgrønlandsk dialekt: Frygter at alle ender med at tale vestgrønlandsk

Selvom det kan være belastende at bo så mange under samme tag, er det ikke kun negativt.

– Når vi alle er samlet, kan man virkelig høre, vi er mange. Og mit barnebarn bliver glad igen, siger Louis og smiler.

De er langt fra alene

Familien Kristiansen er langt fra de eneste, der bor mange sammen. Ifølge tal fra Grønlands Statistik findes der 42 husstande i Tasiilaq, hvor der bor mere end otte personer under samme tag.

Til sammenligning har Maniitsoq, som har cirka 700 flere indbyggere end Tasiilaq, kun syv husstande med over otte beboere.

Et udtræk fra folkeregistret viser desuden, at der i 2024 var 54 personer uden fast adresse i Tasiilaq.

Samtidig stod 195 personer på ventelisten til boliger hos boligselskabet Iserit pr. 31. december 2024.

Svært at komme ud af den onde spiral 

Louis Kristiansen smiler til sit barnebarn, der leger i den lille interimistiske seng i stuen. Han er 45 år og far til tre døtre. Den ældste bor hos sin mor, den mellemste bor sammen med ham og den yngste, som snart fylder 18, er anbragt uden for hjemmet, men flytter snart i ungdomsbolig i Tasiilaq.

Huset, de bor i, bærer præg af tidens slid, og Louis drømmer om at få sin egen lejlighed. Ikke kun for sin egen skyld, men også fordi den voksende familie får ham til at tænke mere på at skabe et stabilt hjem.

– Hvis vi bliver ved med at bo her, mens mit barnebarn vokser op, så vil huset være helt faldefærdigt til sidst, slår han fast.

Han har tidligere arbejdet som vikar i Pilersuisoqs butik Pisiniarfeeraq i Tasiilaq, men er nu arbejdsløs. Han stod engang på venteliste til en bolig, men mistede sin plads.

– Jeg har været skrevet op, men stoppede med at betale gebyret for ventelisten. Måske var jeg tæt på at få tilbudt en lejlighed, siger han.

Nu hvor både han og konen står uden arbejde, er det usikkert, om de har råd til at få en bolig. Alligevel håber Louis på, at blive skrevet på ventelisten igen.

– Jeg er lidt usikker på, om vi kan klare det, nu hvor huslejen er steget igen. Men måske kan det lykkes, hvis både min kone og jeg får arbejde.

Efter vores besøg fortæller Louis, at hans kone nu har fået arbejde som vikar i børnehaven Mikisoq, og at han selv overvejer at søge et job. 

Men vejen ud af deres situation er stadig lang og tung. At være arbejdsløs og uden eget hjem er ikke noget, man bare slipper ud af.

– Jeg kan ikke engang sætte ord på det, siger Louis Kristiansen stille og fælder en tåre.