Relateret indhold
Rapporterne er nu offentliggjort
Naalakkersuisut har offentliggjort rapporterne på selvstyrets hjemmeside.
Det omfattende materiale kan findes her: https://naalakkersuisut.gl/Nyheder/2026/08/2808_offentliggoerelse?sc_lang=da
Pressemødet afsluttes
Naalakkersusiut har nu afsluttet pressemødet efter cirka 25 minutter.
Her er en kort opsummering af, hvad der kom frem på selve pressemødet:
Naalakkersuisut vil ikke konkludere, om der blev begået folkedrab i spiralsagen, og Jens-Frederik Nielsen understreger, at spørgsmålet kan blive diskuteret videre. Naalakkersuisut vurderer samtidig, at rapporten fra den udtrådte ekspertgruppe ikke lever op til kommissoriet.
Fremadrettet vil Naalakkersuisut arbejde ad fire spor:
Anerkende Folketingets beslutning om godtgørelse og statsministerens undskyldning.
Igangsætte en helingsproces i Grønland, hvor staten også har et ansvar.
Oprette en forsoningskommission sammen med Danmark med fokus på at afdække sandheden og skabe forsoning.
Kræve, at staten håndterer konkrete sager om blandt andet juridisk faderløse og personer bortadopteret uden samtykke.
Mariane Paviasen Jensen fremhæver desuden, at Grønland som samfund er dybt såret, og at der er behov for samarbejde med Danmark om bearbejdningen af sagen.
Læs mere om indholdet af eksperternes rapporter i disse artikler:
Vil Naalakkersuisut indbringe Danmark for en domstol?
Der spørges til, om Naalakkersuisut vil indbringe Danmark for domstolen i Haag, og se om Danmark kan blive dømt for folkedrab.
Jens-Frederik Nielsen siger, at det ikke er op til Naalakkersuisut at vurdere, om der begået folkedrab eller ej.
Han siger videre, at spørgsmålet om folkedrab kan blive yderligere diskuteret i det fremtidige arbejde.
Hvorfor godtager I ikke den ene rapport?
Politikerne spørges til, hvorfor den ene rapport ikke godtages.
Hertil svarer Jens-Frederik Nielsen, at det i peer-review vurderes, at "udbrydergruppen" ikke har opfyldt kommissoriet.
Paviasen spørges til folkedrab
Mariane Paviasen spørges nu til, om Naalakkersuisut mener, der er begået folkedrab.
Hun peger på, at rapporterne er meget forskellige på det punkt.
- Vi anbefaler, at folk selv læser rapporterne.
- Det kan vi ikke sige på vegne af Naalakkersuisut, om der er begået folkedrab. Det er noget, vi kan diskutere videre, siger hun.
Jens-Frederik Nielsen: Sådan vil vi arbejde videre
Jens-Frederik Nielsen siger, at Naalakkersuisut vil arbejde ad fire spor for fremadrettet handling:
– Vi vil gerne anerkende Folketingets beslutning om godtgørelse. Vi vil også gerne anerkende, at statsministeren sidste år sagde undskyld i sagen, siger han og fortsætter:
– Vi skal igangsætte en helingsproces i Grønland. Her har staten også et ansvar.
Det tredje punkt er:
– Vi vil oprette en forsoningskommission. Vi vil gerne samarbejde med den danske regering om det punkt. Den skal ikke placere skyld med afdække sandheden med henblik på forsoning, siger Jens-Frederik Nielsen og fortsætter:
– Det fjerde spor er, at vi vil kræve, at staten håndterer specifikke sager, herunder de juridisk faderløse og bortadopterede uden samtykke.
Paviasen: Den udtrådte gruppes rapport lever ikke op til kommissoriet
Mariane Paviasen begynder med at fortælle, at eksperterne har skullet afdække og redegøre for eventuelle overtrædelser af menneskerettigheder og international lovgivning i spiralsagen.
Hun redegør også for, at der undervejs opstod uenighed mellem eksperterne, hvilket resulterede i to rapporter og to såkaldte peer review.
Naalakkersuisut vurderer, at rapporten fra den udtrådte gruppe ikke lever op til Naalakkersuisuts kommissorium for arbejdet.
Jens-Frederik: Vi er alle berørte
Jens-Frederik Nielsen lægger ud med at fortælle, at alle hos Naalakkersuisut er dybt berørte af sagen.
Han fortæller også, at nogle af de involverede kvinder har bedt om, at sagen ikke skal bruges til politisk kampagne.
- Det er sket mange forfærdelig ting, som aldrig burde være sket, siger han og understreger, at det er grønlandske piger og kvinder, som det er gået ud over.
Jens-Frederik Nielsen giver ordet videre til Mariane Paviasen Jensen, som skal fremlægge rapportens konklusioner.
Pressen tager plads
Pressen er så småt på plads i Naalakkersuisuts presserum og klar til rapportere fra begivenheden, der nyder stor opmærksomhed fra især også danske medier.
Foto: Morten Okkels Rapporter fra delt ekspertgruppe offentliggøres
Kl. 13.00 offentliggøres de længe ventede rapporter om spiralsagen, hvor eksperter har skullet vurdere de menneskeretlige aspekter af sagen.
Offentliggørelsen sker ved et pressemøde, som naalakkersuisoq for børn, unge, justitsområdet og ligestilling, Mariane Paviasen Jensen (IA) og formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), står for.
De to rapporter om spiralsagen har skullet undersøge, om der er sket menneskerettighedsbrud fra 1960 og frem til i dag i forbindelse med brugen af prævention.
Spiralsagen handler om, at et stort antal grønlandske kvinder har fået indsat spiral uden samtykke, mens Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsenet i Grønland frem til 1. januar 1992.
Den praksis er i et eller andet omfang fortsat også efter at Grønland selv overtog ansvaret for området.
Eksperterne skulle oprindeligt have lavet én rapport, men på grund af uenigheder, valgte de to danske forskere i gruppen at trække sig og lave deres eget bidrag på dansk, hvilket blev accepteret af Naalakkersuisut.
Ekspertgruppen bestod i første omgang af Dalee Sambo Dorough fra Canada, Miriam Cullen fra New Zealand og de to danske forskere Jonas Christoffersen og Jensine Nedergaard.