NIFF åbnede med kajakeventyr

Følelsen jeg får, når jeg spiser grønlandsk mad. Den overlykkelighed, der angriber enhver nervecelle af min krop, når jeg spiser tørret fisk eller sælsuppe. Den lille dans, jeg laver lige efter jeg har taget en bid af mattak, der ligger på perfekt på et stykke mørkt rugbrød overskygget med aromat. Kender du følelsen?

Det har jeg lige oplevet på den store skærm i Katuaqs Hans Lynge Sal.

Det hele startede med en overfyldt foyer i kulturhuset, hvor tonsvis af filmglade mennesker ventede til klokken slog film. Det er Nuuk International festival, der lige har slået dørene op for niende gang.

Jeg sætter mig til rette i Hans Lynge Salen og venter spændt på, at dokumentarfilmen ”Qajaq Man” får sin premiere.

Filmen fortæller om Mike Keen, en engelsk kok, eventyrer og kajakroer, der har sat sig for at ro en strækning på 3.000 kilometer langs Grønlands vestkyst fra Qaqortoq til Qaanaaq.

Kostvaner ændres

Nu starter filmen, der er produceret af Arina Kleist og som sidste år vandt prisen for bedste kortfilm i NIFF, og Nikolaj Coster-Waldau.

Da Mike Keen i sin tid satte sig i sin kajak i Qaqortoq, besluttede han sig ikke bare for at ro hele vejen til Qaanaaq, han havde også besluttet sig for at ændre kostvaner. Træt af forarbejdet mad, valgte han kun at spise grønlandsk mad under rejsen.

Vi følger Mike på hans utrolige rejse gennem det barske arktiske vejr, de endeløse roture og de møder med mennesker, der tog imod ham med kaffemik, samtaler og varme fællesskaber.

Samtidig fulgte forsker Aviaja Lyberth Hauptmann fra Ilisimatusarfik hans helbred tæt gennem prøver af hans afføring, og resultaterne viste tydelige fremskridt. Det vil sige som seer, havde jeg mulighed for at følge med i Mikes engelske tarm og grønlandske tarm.

Som Aviaja Lyberth Hauptmann sagde det i Q&A-delen, da filmen sluttede er det et helt andet økosystem og ændringerne havde været fantastiske.

Menneskelig opdagelse

Men det var ikke kun krop og kost, der bar Mike Keen frem. Langs hele kysten blev han mødt af mennesker, der inviterede ham ind både til kaffemik, men også samtaler og varme fællesskaber. Hans rejse blev derfor både en fysisk og en menneskelig opdagelse – en fortælling om naturens kraft, sundhed og den stærke gæstfrihed i Grønland.

Mike havde også et kamera med og lavede selv optagelser i en stor del af filmen, hvor han fortæller om sine dage i naturen. Som seer føler jeg, at jeg kommer helt tæt på hans oplevelser og tanker under hans rejse.

Instruktørens brug af slowmotion-billeder gav mig en stærkere fornemmelse af, hvor hårdt, langt og barskt Mikes flere tusind kilometer lange rotur gennem landets arktiske klima, må havde været. Filmen er en stærk historie om mod, udholdenhed og kærlighed til naturen.

Filmens slutning blev skabt i salen sammen publikum, hvor Mike oplevede den sidste del af sin historie med de mennesker, der gjorde det muligt – det grønlandske samfund. For første gang ser publikum ikke bare en film – men blev også en del af den.

Mike Keen sad blandt publikum og ligesom os alle andre biografgængere, så filmen for første gang. Han smilte, blev rørt og grinte sammen med os alle andre og filmens humor og nærvær bandt salen sammen i en fælles oplevelse.

Da filmen sluttede, blev oplevelsen fuldendt med grønlandsk mad, så vi ikke blot så historien, men også fik den ind under huden - og ganen. Mmmh, kammuslinger, rejer og snekrabber. Mamaq!

Efter filmen gik jeg hjem med en varm følelse af stolthed over vores egen madkultur, “Qajaq Man” er en fortælling, der inspirerer med glæde, stolthed og humor.

Det var en tiltrængt mad og kulturoplevelse i en verden, hvor noget så simpelt som et glas vand kan nærmest opleves som en risiko.