Med kulturen som kompas

Varna sidder i saunarummet. Hun lukker øjnene og mærker, hvordan varmen renser kroppen, mens musklerne langsomt slipper spændingen. To kvinder taler dæmpet et sted i rummet. Hun kender dem ikke, men hører hvert ord, selv uden at ville det. Pludselig mærker hun et smil brede sig i kroppen, da den ene siger: - Kalaallit er så smukke. - Ilaa, både udvendigt og indvendigt, svarer den anden.

Bare ud af det blå.

Varna føler en ubeskrivelig følelse. Det kommer lidt bag på hende. Hendes almindelige hverdag føles lige pludselig som noget andet. Det er derfor jeg er her, tænker hun. Det er som om, noget sætter sig på plads indeni. En lille smule.

Varna er født i den ene af de to byer på den 3.000 kilometer lange grønlandske østkyst, Tasiilaq, og kommer fra en generation af trommedansere i Østgrønland. Alle hendes forfædre dansede og sang trommedans. Dette stoppede dog med hendes mors generation. Hendes forældre er født i 1950-erne, hvor store forandringer som led i koloniseringen forestod. Hun har kæmpet for bibevare traditionen. Det har bestemt ikke været let.

Men det er det værd. De to kvinder i saunaen har lige bekræftet det for hende. Hun vil kæmpe videre – give noget tilbage, være til gavn og bidrage til et samfund, hvor den grønlandske kultur har en naturlig plads. For måske ville vores hverdag se anderledes ud, hvis de gamle praksisser stadig levede i os.

Varna er komponist, sanger, trommedanser, forsker og grundlægger af Qilaat.org.

Lad os lære kvinden bag trommen bedre at kende.

Hjælp, det tordner!

Varna Marianne Nielsen bliver født den 19. Maj – for 44 år siden – i 1981. Hun er opvokset med sine to yngre brødre i Myggedalen i Nuutoqaq, bydelen, hvor Nuuk begyndte.

- Jeg har andre søskende fra min fars side i Danmark. Jeg mødte dem først senere i livet, fortæller Varna Marianne Nielsen.

Hendes forældre er Debora, Tippu, Mathiassen fra Tasiilaq og danske Poul Erik Nielsen. De er begge døde i dag. Da Varna voksede op, arbejdede moren i en dagsinstitution og faren var uddannet elektriker.

Varnas første minder stammer fra Danmark, da familien flyttede dertil året efter, hun blev født.

- Mit allerførste minde: Det tordnede udenfor og jeg blev så forskrækket. Jeg kan huske, at jeg løb op ad trapperne, fordi jeg ville gemme mig under sengen, griner Varna.

Efter to år flyttede de tilbage til Grønland. Nuuk denne gang.

For Varna var 1980-ernes Nuutoqaq et særligt fællesskab, der var fyldt med leg og fodbold med de andre børn.

- Jeg var kun 10 år, da en kvinde, der boede i området, lagde mærke til mig, og hun fik mig til at være med til en træning i hallen. Hun hed Agnetha, jeg glemmer aldrig den dag, fortæller hun.

Tiårige Varna begyndte at træne i NUK i kvindeholdet i fodbold.

- Kaar, lille tiårige mig sammen med de erfarne kvindehold. Hold da op, nuan!, fortæller Varna.

Fodbold var hendes verden. Varna tilbragte utallige af timer udenfor og legede med bolden.

- Jeg kan huske, at jeg sparkede til bolden op omkring 4000 gange, uden at det rørte jorden. Mine øjne begyndte at løbe i vand. Jeg elskede fodbold, siger hun.

Senere begyndte Varna at deltage i forskellige kampe, og har også har deltaget i Arctic Winter Games. Samtidig med sporten, har Varna også haft musikken ved siden af. 

Gode gamle dage

I weekenderne tog familien til Qernertunnguit, hvor de slog telte op.

- Dengang var der ikke nogen bygninger, der var ikke noget Qernertunnguit, siger Varna.

Hun elskede det. De fiskede og var i naturen som familie. Savnet til Østgrønland blev dæmpet af fodboldkampene på grusbanen. I Myggedalen var det let at være sammen med de andre børn – fællesskabet var stærkt og varmt.

- Jeg kan tydeligt huske vores postmand, der var god til tromme dans- og sang. Han lærte min lillebror om trommedans, ikke mig!, smiler Varna.

Varna begyndte folkeskolen i Qorsussuaq. Dengang delte man børnene i danske og grønlandske klasser. Da Varnas far var dansk, begyndte hun i en dansk klasse.

- Alle mine venner var i den anden klasse. Jeg kunne ikke forståden opdelingen, fortæller Varna.

Årene gik. Fodbold og venner var stadig på den daglige plan. Da Varna var omkring 6.klasse skete der noget i hende.

- Min grønlandske sprog blev ikke bedre. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre noget ved det, fortæller hun.

Varna begyndte at følge grønlandsktimerne nøje. Hun tog til skolens bibliotek fast besluttet på at blive bedre til grønlansk. For nej - det kunne simpelthen ikke passe, at hun talte gebrokkent grønlandsk.

På hylden fandt hun bogen “Taamani Guutimut Nalusuugama” af Georg Quppersimaan og Otto Sandgreen og tog den med hjem. Den skulle blive begyndelsen på hendes forberedelse, det første skridt på hendes egen vej. Et lille skridt, men et vigtigt ét. For det blev starten på en interesse, der senere skulle vise sig at få afgørende betydning for hendes fremtidige karriere.

Uretfærdighed

Med et forbedret sprog og større selvtillid, levede hun sit liv i Nuuk med fodbolden som passion. Samtidig begyndte musikken at fylde lige så meget. Hun fandt ud af, at hun elskede at synge. Men langsomt begyndte hendes stabile liv at tage en anden retning.

- Efter min yngste lillebror blev født blev alting anderledes derhjemme. Der skete noget i mine forældre. Det blev så slemt til sidst, at jeg fik lyst til at flytte hjemmefra, husker Varna.

Varna havde fået nok derhjemme, hun blev træt af uretfærdigheden og utrygheden, hun følte så tit.

- Så jeg valgte at flytte hjemmefra i et stykke tid. Dette var både hårdt, men det var nødvendigt i den tid. Jeg flyttede hjem igen, den dag tingene ændrede sig til det bedre, fortæller hun.

To piger

Efter endt 11. klasse i Qorsussuaq rejste Varna til Fyn og gik på efterskole. Hendes mål var simpel: Fodbold.

- Det var der, jeg lærte min danske familie bedre at kende, fortæller Varna.

Efter et år i Danmark vendte hun tilbage til Nuuk. Denne gang med egen bolig i Tuapannguits Blok R. En rigtig ungkarlehybel. Varna startede på gymnasiet.

- Det var for meget folkeskoleagtigt, så jeg stoppede en kort tid efter, fortæller hun.

I 2002 startede hun på handelsskolen. Med en tre måneder gammel lille datter.

- Jeg var 19 år, da jeg blev mor, siger hun.

Varna har i dag fire børn. To døtre på 23 og 24 år og to sønner på fem og seks år.

I dag er Varna selvstændig kunstner. Hun står bag flere udgivne albums og arbejder i øjeblikket på sin dokumentarserie “Inngerutit Inerteqqutaammata – The Forbidden Songs.” Anden del af serien havde netop premiere på dette års Nuuk International Film Festival.

- Jeg bruger kunsten til at fortælle om mig selv, om mine oplevelser, siger hun.

Varna er også uddannet master i psykoterapeut, familieterapeut, er master in guidance counselling (master i vejledning) og master in music.

- Jeg drømmer om at sprede mere viden om trommedans, om de gamle praksisser, som aldrig er blevet ført med ind i nutiden. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der kan have gavn af vores gamle kultur og traditioner, siger Varna.

Hun ønsker ikke alene at skrive teoretisk om trommedans og sang, men også at integrere den kropslige dimension gennem egen praksis.

- Men det kan jeg desværre ikke i Grønland, da der endnu ikke er en kunstnerisk ph.d. uddannelse tilgængeligt, fortæller Varna. Derfor kigger hun lige nu på andre muligheder, men det er ikke nemt.

- Det kan nogle gange føles ensomt, men jeg kæmper videre, fortæller Varna.

Hun bor i Nuuk, hvor hun lever sammen med sine børn og børnebørn. Livet bringer sine udfordringer – ajunngilaq, det går nok. Når hun har brug for at finde ro til at komme videre, vender hun sig blandt andet mod smudging, som er en renselsesceremoni, som også blev praktiseret af inuit i gamle dage.