Gys, latter og dybe emner

Laura, Ivaana, Nadja og Ena holder hinanden i hånden.

Deres film ”Kaperlak”, der betyder vintermørke på dansk, bliver vist på den store skærm i Hans Lynge Salen i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Pigerne er kommet hele vejen fra gymnasiet i Sisimiut, for at være her i dag.

Det er GUX-filmfestival, der bliver afholdt, hvor unge fra GUX Nuuk, Aasiaat og Sisimiut er samlet i aften efter de har kæmpet med at skrive manuskripter, lært om redigerings- og skuespilteknikker i lange baner.

Det er anden gang GUX-filmfestivalen bliver afholdt, sidste år, da det var første gang, lød budskabet at ”hjælpe de unge med at udtrykke sig i det visuelle og få dem til at føle sig unikke når de har premiere på deres kortfilm.”

Det er ”Kaperlak”, der vises som den første film. Ud af seks kortfilm.

Jeg sætter mig til rette blandt de andre biografgængere. Alt bliver mørkt.

Vi befinder os ved havnen. Det er sommer, og det smukke bjerg ved havet har overtaget hele skærmen. Vibe: Lethed, lys og glæde.

Det er åbenlyst, at filmen har taget udgangspunkt i navnet kaperlak. Efter lyset forsvinder solen og alt bliver mørkt. En ung pige forsvinder efter et skænderi til en fest, og hun bliver ikke fundet.

- Filmen handler om nogle af de problemer de unge møder i dag. Hvor sårbare de unge kan være, og at man kan tage mere hensyn, fortæller 18-årig Ena Kleist.

Det er hende sammen med Laura Larsen, Ivaana Zeeb og Nadja Ingemann Larsen, der står bag filmen.

Den næste film handler om social angst. Den hedder ”Viinu”.

- Jeg lavede filmen ud fra mine egne erfaringer fra social angst. Det har været min hovedinspiration. Konceptet med at høre stemmer og høre smalltalk som noget, der handler om dig, at folk taler om dig, den følelse, sagde Mikael Kristiansen fra GUX Aasiaat under festivalens Q&A.

En fra publikum nikker med hovedet og har rettet den fulde opmærksomhed mod filmskaberen.

Forfærdelig bangebuks

Den tredje film bliver vist. Denne gang en dokumentarfilm, der har navnet ”Qanorluunniit atugaqaraluaruma” (på dansk: uanset hvad jeg har oplevet). Budskab: Uanset hvor hårdt livet kan være, er der ALTID lys for enden af tunnelen.

Jeg kigger rundt i publikum. Jeg smiler lidt af mig selv. Følelsen af overskud og at det hele nok skal gå, har overtaget mig. Nuan.

Uvidende om at smilet vil forvandle sig til rædsel, sætter jeg mig til rette igen, da den næste kortfilm begynder. De sidste tre film er af genren horror.

Jeg er ikke god til gyserfilm, men alligevel ikke kan få nok af dem. Nok fordi jeg ser nok horror i min egen dagligdagsproblemer, at jeg ikke har brug for at se det på et lærred. Jokes aside, jeg holdt mine hænder for ansigtet de næste ti-femten minutter.

Os grønlændere elsker gyserhistorier, og det kan jeg også godt høre fra publikum. Forskrækket skrig og latter giver mig en flashback til dengang, vi havde vikarer i folkeskolen. Vikarer var de bedste til at fortælle om gys og gru.

Lange gange, mørke kældre og spøgelsesagtige kvinder med langt sort hår bliver vist på skærmen, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Eeq.

Lige pludselig, ud af det blå, kommer der to maskedansere til syne. Grin og fascination vækker opsigt i salen. Kaar, det er imponerende hvordan man kan praktisere maskedans og hvordan effekten kan være hos én.

Frygt og humor på engang. JATAK.

Og vinderne er..

Nu skal juryen bestemme, hvem der skal have priserne: ”Best horror” og ”Best mix category”.

Med begrundelsen for bedste storytelling og redigeringsteknik vinder kortfilmen ”Kaperlak” prisen ”Best mix category”.

- Jeg blev så glad og tilfreds, fordi vi havde givet så meget til filmen. Nuan! Jeg håber folk vil lære noget af filmen, at der er plads til alle, at vi skal være mere søde ved hinanden og give mere kærlighed, uden at dømme andre, fortæller siger en glad Ena Kleist efter filmfestivalen.

Gyseren ”Malippakkit” vandt prisen ”Best horror”.

Jeg forlader Katuaq med følelsen af lethed, kulturel rigdom og masser af endorfiner i kroppen. Tak, GUX.