Fandt sin far med en DNA-test

Hans Geisler blev for nylig fejret for sit 50-års jubilæum i Pisiffik. 

Det betyder, at han startede som ung mand i Den Kongelige Grønlandske Handel, KGH.

Det var den anledning, der fik undertegnede til at kontakte jubilaren. For 50 år i samme arbejdsplads er usædvanligt i dag. Det skulle vise sig, at han også havde en usædvanlig historie om en vellykket DNA-test og en rørende fortælling, om et stort ønske om at få et barn, opfyldt. Dem kommer vi tilbage til.

Hans har boet i Sisimiut i mange år, men kommer egentlig fra Aasiaat.

- Jeg blev bortadopteret, da jeg var omkring fire måneder gammel. Jeg voksede selvfølgelig op hos mine adoptivforældre. Jeg havde aldrig undret mig over, at jeg var lys og mine forældre var mørke. Først da jeg blev større, siger Hans.

Hans har været udsat for en masse nedrakning, fordi han var det man dengang kaldte et uægte barn eller en bastard, ikke havde en far og var adoptivbarn. Det var en udfordring at stå imod som barn.

- Der kom engang en pige på besøg for at se til mig. Jeg var fem-seks år gammel og var meget genert, så jeg flygtede ned til kælderen. Jeg husker tydeligt, at hun var lys og havde en kjole på. Det viste sig, at hun var min storesøster fra min biologiske mor. Da fandt jeg ud af, at jeg ikke var mine forældres biologiske barn, fortæller Hans.

Pakhusarbejde trak i ham

Det gik ellers godt i folkeskolen, men de sidste to år gik det galt for Hans. Hans skolepraktik i pakhuset blev derfor afgørende for hans fremtid.

- Det var virkelig en sjov arbejdsplads. Både de unge og de ældre ansatte var glade hele tiden. Jeg så ingen sure miner. Udover trucken, som hjælpemiddel, var al arbejde på håndkraft. Jeg kunne skrive og regne lidt, så jeg var enormt glad for at modtage varer, skrive dem ned og tjekke efter.

Hans spurgte pakhuschefen Kristian Dorph, om han måtte arbejde der under sommerferien. Han skulle bare møde ind på arbejde, når skolen sluttede.

- Jeg kom på arbejde den 15. maj 1975. Lønnen var ikke meget, men det var godt at kunne levere lidt til min mor.

Hans’ far var fisker og fanger. Kort tid efter Hans begyndte i arbejde, kom faren og fortalte at han slet ikke kunne finde nogen at tage på rensdyrjagt med. Chefen gik med til, at Hans fik fri fra arbejde, mens han var afsted med sin far og kunne bare komme igen, når han var tilbage.

- Den tillid havde stor betydning for mig. Jeg tog selvfølgelig på arbejde igen.

- Når et skib kom i havn, steg vores timeløn med to kroner. Det var derfor sjovest at arbejde, når der var skib. Da jeg fyldte 18 år, blev lønnen så stor, at jeg spurgte min mor om jeg kunne købe noget til mig selv, fortæller Hans med grin.

Da tog han til Brugseni i Aasiaat for at købe et armbåndsur af mærket Seiko.

- Jeg kan ikke huske hvor meget det kostede, men det var som om jeg havde fået noget virkelig stort.

Fire af kollegerne i pakhuset har gjort stort indtryk på Hans, og har været med til at forme hans arbejdsliv.

- Da jeg begyndte at arbejde i pakhuset dengang, arbejdede jeg med Ove Svane, Henrik Ostermann, Gedion Steenholdt og Storm Rosbach, som dengang var gamle. De har været med til at grundlægge min respekt for arbejdet og lært mig vigtigheden af at lavet et godt stykke arbejde. De er her ikke mere, så jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed overfor dem længere, fortæller Hans.

Men der har også været sjov og ballade, noget han selv sætter stor pris på.

- Min gamle chef kunne godt lide at lave sjov - lige som jeg. Han havde en jolle, som han tog ind i pakhuset om vinteren, og han forlagde sine udstyr, så han ikke kun finde dem.

- Vi trak navne op på dem, vi skulle give julegave, og da jeg havde trukket hans, samlede jeg alle hans ting og pakkede dem ned i en kasse. Jeg gik op ad trappen med kassen, hvor han kommenterede at modtageren af gaven var heldig. Han vidste ikke, at det var hans egen. Da han åbnede den var han helt flad af grin. Han blev slet ikke fornærmet. Siden dengang blev gaveuddelingerne rigtig sjove, griner Hans.

Ingen formel uddannelse

Hans Geisler avancerede indenfor pakhuset og fik ansvar i forskellige afdelinger i årenes løb.

- Jeg kom aldrig på uddannelse, for jeg havde ingen interesse i at komme til Danmark, efter at jeg var blev sendt dertil to gange som barn. Først i tre måneder og så knap et år. Den manglende uddannelse har aldrig haft en negativ konsekvens. Det har bare været en fordel for mig.

- Forsyningen af bygderne ændrede sig i 1989, hvor min kollega Aron Møller og jeg fik ansvaret for at transportere forsyninger med snescooter om vinteren. Isen var virkelig god dengang. Vi tog os også af fordelingen af posten.

Hans fik en ven for livet i Rudolf Olsen, mens han arbejdede i pakhuset. Det var også her, han mødte sin kone Bikki, som også arbejdede i KGH. Da var han omkring 19 år gammel.

I forhold til den daværende norm, var de sene til at få børn. De blev begge undersøgt af lægen, og blev tjekket for alt. Det viste sig at konen havde haft betændelse i sin æggestok, som havde resulteret i udfordringer med ægløsning.

- Min kone er en af dem fra spiralsagen, og havde en forstoppet æggestok. Hun kom til Danmark for at blive opereret i 1984, så æggestokken kunne blive åbnet igen. Da hun skulle igennem en masse tests inden operationen, fandt lægerne et lille foster på ca. 1 mm. Det skulle så være vores ældste barn.

- Min kone valgte at besøge sin faster, mens hun var i Danmark. Under togturen derhen havde hun det som om, at hun ville tabe det lille foster hver gang der kom en rystelse. Bikki og jeg har i dag fire børn – to døtre og to sønner. Vores ældste er fra december 1984, og den yngste er fra oktober 1991. I dag har vi også to børnebørn på fem og 16 år.

To døve børn

Hans og hans kone valgte at flytte til Sisimiut i 1995, fordi to af deres børn var døve. Der var nemlig en døveskole i Sisimiut. Sønnen Aqqalu har siden fået en diagnose med autisme. Men det var en diagnose, de selv i forvejen havde tilpasset sig, fordi sønnen ikke kunne lave noget der ikke var planlagt.

- Det har været udfordrende, at han både er døv og har autisme. Det ville nok have været lettere, hvis han kunne høre noget. Vi har senere opdaget, hvilke rettigheder, der er. Men de livsbetingelser, vi havde, har vi bare betragtet, som noget vi skulle leve med, fortæller Hans.

Inden familien flyttede til Sisimiut, sikrede Hans sig først en stilling som pakhuschef, som på daværende tidspunkt var overgået til KNI.

- Jeg stod for bestilling af varer til butikkerne. Dengang foregik al bestilling manuelt, og du skulle huske det hele i hovedet, medmindre du har lavet en liste. Jeg skulle sikre at butikkerne ikke løb tør for varer. Så ville borgerne i Sisimiut være glade. Hvis vi f.eks. løb tør for kartofler, så ville folk blive mindre glade, siger Hans med et smil.

Digitaliseringens konsekvenser

Hans kan huske forskellen på den tålmodighed folk i Aasiaat havde i forhold til dem i Sisimiut. For der var fem måneders vinterforsyning i Aasiaat, som kunne resultere i forældede varer. I Sisimiut beklagede folk sig med det samme, hvis varerne blev lidt for gamle.

- Der kunne jeg mærke forskellen på vilkårene fra by til by, forklarer Hans.

Indtil 1990’erne kom skibet kun en gang om måneden. Inden årtusindskiftet ændrede det sig til ugentlige ankomster.

- Det betød at det ikke var nødvendigt længere at strække forsyningen til en måned ad gangen. Senere ændrede Pisiffik den måde, der blev bestilt varer på, så min stilling ikke var nødvendig længere. Jeg blev tilbudt en stilling som leder af Spar Skibsforsyning, og der er jeg stadig.

Hans er glad for sin stilling og bestiller selv jagtudstyr og andre varer til butikken. Han sætter dog spørgsmålstegn ved, om digitaliseringen har været lige godt.

- Da behovet for varer blev digitaliseret sådan at det automatisk blev beregnet hvor mange og hvilke varer, der skal bestilles, så satte jeg spørgsmålstegn ved det med udgangspunkt i min viden og erfaringer. For selvom jeg også kan fejle, så kan vi se, at digitaliseringen ikke kan løse alt 100 procent. Er der fejl i de indtastede tal, så bliver det udregnet forkert af computeren. Det forvrider tallene og kan have konsekvenser for varebeholdningen.

- Der er en sjov historie, fra da vi gik over til computere. Tal blev indtastet, og de sagde, at nu kommer varerne med skib næste gang. Og der kom varer – i stor stil. Der var ikke mere plads i pakhuset. Vi måtte pakke mel udendørs. Det var slet ikke sjovt, siger Hans med et stort smil, og siger at overgang til noget nyt kan have den slags konsekvenser.

Senere fandt man ud af, at Dagrofas bestillingsmetode ikke var tilpasset grønlandske forhold. En pakke med otte stk. 2 kg mel i, var i Dagrofa blevet modtaget som en lage med 16 pakker.

- Heldigvis var det ikke fordærvelige varer, det skete for. Men vi måtte have nattevagter, fordi vi havde varer ude i det fri.

Hvid grønlænder

- Jeg ser ikke altid på mig selv i spejlet, når jeg siger, jeg er grønlænder, selvom jeg har en mere rødlig hud. Når jeg hører folk, der konkurrerer om at være mest grønlænder, finder jeg det provokerende. Der er nogle, der taler om at grønlandskhed skal fastsættes ved en DNA-test. Jeg tror, at procentdelen for hvor grønlandske, vi er, er faldet ret meget.

Hans fortæller at han faktisk havde fået lavet en DNA-test, som viste hvor grønlandsk han er genetisk. Men det var ikke den del af resultatet, der har været afgørende for ham.

- Jeg fandt min biologiske far via den test. Jeg fik fat i en DNA-test for to-tre år siden. Jeg udfyldte den og fik den sendt afsted. Min kone blev også testet, siger han.

Parrets ældste datter administrerede DNA-testene, og hun sendte en SMS en morgen og fortalte om en dansk kusine og en dansk fætter.

- Deres efternavne var mærkelige, for de hed Schmidt til efternavn. Jeg havde nok haft en fantasi om et helt andet efternavn, og min datter mente selv, at Schmidt lød forfærdeligt. Jeg skrev til min fætter Jakob, som bad mig kontakte hans lillesøster, som administrerede det. Rikke hedder hun. Hun havde tjekket mine billeder i Facebook med det samme, og kunne straks se, at jeg lignede min far. Der var ikke engang behov for en DNA-test for at bevise det.

Samme år tog Hans og Bikki til København, for at mødes med den nye familie.

- Jeg havde aldrig set København i december, og min kone, som har oplevet det, har ønsket at jeg også fik den oplevelse. Jeg tænkte derfor, at jeg ville møde min familie, mens der var julestemning. Jeg fandt ud af, at jeg havde både en lillesøster og en lillebror via min far og at min søster havde et barn. 

Faren er kræftsyg

Siden har Hans og hans familie besøgt Hans’ far i Sverige, hvor han har et lille hus. Det var sommer og der var en masse hygge og fællesspisning.

- De havde lejet et hus, så vi alle kunne have et sted at være i omkring fire dage. Min far havde pludselig en meget stor familie.

- Det var enormt forunderligt, at opdage min far stadig levede. Jeg havde med udgangspunkt i min egen alder, troet at min far måtte være død. Jeg ville bare være glad for at møde hans efterkommere. Men han var stadig rask. Min far er kun 18 år ældre end mig, men min mor har været få år ældre end ham.

Far og søn er så ens, at de går i samme slags tøj, har samme slags briller og har den samme humor.

- Det, at finde ud af, hvor jeg stammer fra... At den måde, jeg griner på og min humor er det samme. Det er… Da vi Facetimede første gang sagde han: »Det er som at se sig selv i spejlet«, siger han grinende, og fortsætter:

- Vores tøj og væremåde er helt det samme. Det er skønt, siger han.

Hans har den dag i dag fortsat kontakt med sin familie og han Facetimer ofte med sin far.

- Da vi besøgte ham sidst, beklagede han sig meget over sit helbred. Det viste sig, at han havde lungekræft. Han kom igennem behandlingen, men der er siden også blevet fundet kræft i blodet og i knoglerne.

- De andre vil nok gerne have at vi gennemfører en DNA-test for officielt at fastslå, at han er min far, for jeg ligner ham så meget. Nu må vi se. Jeg er bare glad for at jeg nåede ham, slutter han.