Aktuelt har knap 50 selskaber ca. 90 licenser til
råstofefterforskning i Grønland.
Syv selskaber står angivet med en udvindingstilladelse.
Det fremgår af råstofmyndighedens licenskort.
Aktuelt har knap 50 selskaber ca. 90 licenser til
råstofefterforskning i Grønland.
Syv selskaber står angivet med en udvindingstilladelse.
Det fremgår af råstofmyndighedens licenskort.
Mange af dem skal i felten denne sommer og undersøge, bore, måle og efterforske
i deres licensområde.
Orientering om aktiviteter
Råstofselskaber med tilladelse til
forundersøgelse eller efterforskning skal hvert år inden den 1. maj orientere
Råstofstyrelsen om, hvilke aktiviteter, de planlægger i deres licensområde.
Langt de fleste aktiviteter kræver nemlig en særskilt godkendelse.
Derudover skal forskergrupper og andre med tilladelse til at udføre
videnskabelige undersøgelser også ansøge om godkendelse af deres
feltaktiviteter.
62 ansøgninger
Status for sæsonen 2025 er, at Råstofstyrelsen har modtaget 62 ansøgninger om
feltaktiviteter. Langt størstedelen af aktiviteterne skal foregå i
Kommuneqarfik Sermersooq, hvor der er registreret 27 ansøgninger om
feltaktiviteter.
Kommune Kujalleq har fået 19 ansøgninger, Qeqqata Kommunia 10,
Avannaata Kommunia 9 og så er der en enkelt ansøgning om aktiviteter i
Qeqertalik og i Nationalparken. Enkelte aktiviteter går på tværs af
kommunegrænser, og i disse tilfælde er aktiviteten talt med i begge kommuner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Råstofstyrelsen.
Høring og svar
Der er tale om et øjebliksbillede af ansøgninger, da nogle selskaber også søger
senere på året.
Når Råstofstyrelsen har modtaget en ansøgning om
feltaktivitet, sendes ansøgningsmateriale i en høring hos relevante
myndigheder, herunder til den berørte kommune. Høringen varer som udgangspunkt
i tre uger. Indkomne høringssvar videreformidles til ansøgeren. På baggrund af
ansøgningsmaterialet, indkomne høringssvar og ansøgerens respons til
høringssvarene, træffer Råstofmyndigheden så afgørelse om at godkende eller
afslå ansøgningen om feltaktivitet. Alle de godkendte feltaktiviteter udgives i
Mineralpjecen, der offentliggøres i løbet af juli 2025.
I 2024 havde Råstofstyrelsen modtaget 35 ansøgninger om feltaktiviteter. I 2023
var der tale om 31 ansøgninger om feltaktiviteter.