SPONSORERET INDHOLD
IMAK, SIK og GE: Vi skal styrke sammenhængskraften i landet
Vi skal bygge broer og tætne huller imellem vores skolesystem, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet. Udviklingen i det bæredygtige arbejdsmarked er afhængig af landets sammenhængskraft
– De unge skal i højere grad tilbydes uddannelse, der tager udgangspunkt i, hvor de er, og hvad de interesserer sig for. Vi skal stoppe med at problematisere dem, der ikke går den lige vej igennem uddannelsessystemet og i stedet holde fokus på realkompetencer. Det siger formand for IMAK, Elna Heilmann, der sammen med SIK’s formand Jess G. Berthelsen og GE’s formand Krissie Winberg Berthelsen deltager i en paneldebat under Future Greenland-konferencen om det bæredygtige arbejdsmarked, organisationerne og landets sammenhængskraft. Uheldig ensretning
Elna Heilmann er træt af, at børn og unge puttes i kasser, og hun mener, at der er behov for at anerkende, at det er samfundet, der skal ændres, og ikke de unge, hvis vi skal have flere til at bidrage til fællesskabet.
– Folkeskolen og uddannelsessystemet er i høj grad bygget op omkring eksamener, test, certificeringer og formelle krav, og derved sorterer vi de unge for hårdt. Vi overser de uformelle kompetencer.
På IMAK’s repræsentantskabsmøde i november blev der talt om, at nogle elever helt ned i 2.-3. klasse føler sig presset af de fag, der skal gennemføres, og de mange trintest og prøver, der skal klares. – Der er meget godt at sige om folkeskoleloven, der jo tager udgangspunkt i vores kultur og sprog og som har fokus på udviklingen af det selvstændige barn. Men vi ser også en lidt uheldig ensretning i folkeskolen, som især drenge har svært ved at passe ind i. Praktiktid med mere indhold
Elna Heilmann kunne godt tænke sig, at erhvervslivet i højere grad tog ansvar for at uddanne de unge, der for eksempel er i erhvervspraktik. Det er ikke nok, at de unge kommer ud og tømmer skraldespande og fejer på en arbejdsplads. Der skal lægges en plan for deres praktiktid, så de opnår reelle kompetencer. – Elevernes nysgerrighed for arbejdsmarkedet skal vækkes gennem praktikperioden. De unge har brug for at blive introduceret for virksomhedernes normer og kultur, så de bedre forstår, hvad der kræves på en arbejdsplads, siger Elna Heilmann, der arbejder på at styrke samarbejdet mellem lærerne, forældrene og lokalsamfundet.
Forældreengagement
Ifølge Elna Heilmann så efterlyser mange lærere en bedre skolekultur hos elever og forældre. – Vi hører for lidt til forældrene, og i mange tilfælde må vi gætte os frem til, hvad de mener om deres børns skolegang. Vi har brug for en løbende dialog med forældrene og mere engagement fra deres side, hvis vi skal udviklingen, så flere unge får en uddannelse ud over folkeskolen, siger Elna Heilmann, der selv oplevede betydningen af en engageret forældregruppe, da hun var skoleinspektør i Maniitsoq. – Jeg oplevede på et tidspunkt en årgang, der havde utrolig meget power, fordi forældregruppen var aktiv og tog initiativ til for eksempel at samle penge ind til en studietur. Forældrenes engagement smittede positivt af på eleverne, der fik et bedre sammenhold og som støttede hinanden både fagligt og socialt. Næsten alle på den årgang endte med at få en god afgangseksamen, og er i dag godt i gang med uddannelser og jobs.
De individuelle unge
Krissie Winberg Berthelsen er formand for Grønlands Erhverv, og så er hun også virksomhedsejer med cafeerne Pascucci og Esmereldas i Nuuk. Hun er helt enig med Erna Heilmann i forhold til, at de unge i dag ikke kan puttes i én og samme kasse. – Jeg kan godt genkende det her med, at man lige skal finde ud af, hvem de unge er, når de kommer i praktik eller i lære. Der skal i stigende grad tages hensyn til den enkelte. Det handler mange gange om fastholdelse, og det som virksomhed at have lidt ekstra “overskud” til i nogen tilfælde at tage sig lidt mere af dem, når de kommer ud på arbejdspladserne. Det er fremtiden. Og det er sådan set både sundt og godt, at virksomhederne tilpasser sig, så længe vi ved at de bliver klædt godt på fra skolen. Hvis ikke samarbejdet og dialogen er der, så er det svært at lykkedes. – Jeg mener dog, at virksomhederne er omstillingsparate, og generelt går rigtig langt for de unge i lære eller praktik, så de føler sig trygge og godt tilpas, netop for at fastholde eller fordi de ikke er helt parate til det, som venter når de kommer ud til os. Dertil har vi en anden slags ungdom i dag, og jeg ved, vi taler meget om ude i virksomhederne hvordan vi kan tilpasse os og få samarbejdet optimeret. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det svært at komme ud på en virksomhed som ung og uerfaren, sådan har det nok altid været, men i takt med, at det er svært at få eleverne, må vi også tilpasse os i forhold til fastholdelse uden at gå på kompromis med de krav som er nødvendige for at komme igennem uddannelsen.
Vi har brug for arbejdskraft udefra
Mangel på medarbejdere er et globalt problem, og vi er ifølge Krissie Winberg Berthelsen lidt for bekymrede for, om vi mister noget, hvis der kommer for mange udlændinge til landet. Der er ofte fokus på, at nogen kommer og tager vores jobs, eller at vi som folk ikke er stabile eller kan passe vores arbejde. Det er en holdning jeg gerne vil dementere og tage afstand fra. Det er vi langt forbi. Det handler slet ikke om det, og der er utallige eksempler på, at vi godt kan passe vores arbejde, vi er simpelt hen bare ikke nok.
– Vi må bare erkende, at vi simpelthen ikke er nok indbyggere i landet. Jeg havde aldrig kunne vækste min virksomhed, hvis jeg ikke havde kunne rekruttere folk udefra. Så jeg mener, at vi har en kæmpe opgave foran os med at ændre mindsettet i landet til i højere grad at sige: Vi kan godt selv, men vi er bare ikke nok (endnu) Ubalance i uddannelsessystemet Ifølge Krissie Winberg Berthelsen er der en ubalance i vores uddannelsessystem i dag, som gør at vi for sent griber de unge. Derudover er for mange huller i dialogen mellem skole, departementet for uddannelse og erhvervslivet: –Vi passer godt på vores unge, ude i virksomhederne, men formår ikke altid at klæde dem godt nok på til det, der venter, inden de ankommer. Det handler både om forældre og om lærere, men også om, hvordan dialogen er mellem praktiksteder og skoler og mellem skoler og departement for uddannelse. Det skyldes ikke uvilje, men der er simpelthen nogle gab rundt omkring i vores samfund, som vi skal være mere opmærksomme på. Det er en super svær balance, men det er helt afgørende, at vi sætter ind tidligt ind med at være ambitiøse på vores elevers vegne, ved at højne niveauet på skolerne, og det kan kun ske via en stærk og kontinuerligt fleksibel dialog hele vejen rundt i systemet. Vi har løsningerne på meget af det her, men det nytter ikke noget hvis der er for langt mellem intentioner og handling.
De levende ressourcer
Hos SIK er det ikke så meget de unge, der optager, men i højere grad de levende ressourcer i havet. Grønlands væsentligste erhverv og dets betingelser. – Fiskeriet er vores primære erhverv, der sikrer størstedelen af pengene i landskassen. Vi er alle afhængige af fiskeriet, og derfor skal vi dels passe godt på vores levende ressourcer, så børn og børnebørn også har noget at leve af – og dels sørge for at fiskeriet primært varetages af lokal arbejdskraft. Sådan siger formand for SIK, Jess G. Berthelsen, der ikke har noget imod importeret arbejdskraft, men som fastholder, at når man importerer arbejdskraft udefra, så er der en risiko for, at lønningerne for de lokale ikke reguleres i samme omfang, som ved en øget efterspørgsel.
Råstoffer og langsigtede planer Ifølge Jess G. Berthelsen ligger råstofferne lige til højrebenet i forhold til øgede indtægter til landet. – Vi er helt til grin ude i verden, når vi med lovgivningen spænder ben for projekter. Der er stor efterspørgsel på råstoffer, og vi vil kunne tjene gode penge på at eksportere mineraler ud af landet.
Ligesom IMAK og GE ønsker SIK, at politikerne arbejder med et længere sigte for øje, end bare til næste valgperiode. – Vi har set det flere gange. Kortsigtede løsninger, hvor man for eksempel gentagne gange hæver kvoterne, når de er ved at være opfisket. Det er ikke bæredygtigt, og heller ikke langsigtet. Jeg ønsker ligesom de andre fagforeninger, at der arbejdes på tværs af sektorer med landsplaner for uddannelse, arbejdsmarked og erhverv, så vi kan forberede os og trække i samme retning.
