Hårde tider for den nordatlantiske laks

Grønland fik en ny rolle, da der var nordatlantisk laksetræf i Wales, på et tidspunkt hvor bestandene af vild laks er svundet væsentligt ind. 

Det internationale samarbejde hænger sammen med, at laks rejser så langt. De fleste laks i Grønland kommer fra floder i Nordamerika.
Offentliggjort

Der var nok at tale om, da den nordatlantiske lakseorganisation NASCO holdt årsmøde i Wales tidligere på måneden. 

År 2023 og 2024 var nemlig lavpunkter for fangsten set over hele Nordatlanten, hvor der sidste år blev fanget 348 tons laks. Lidt under 20 tons blev fanget i Vestgrønland, hvilket også var bundrekord.  

Noget nyt ved årets laksetræf var, at Grønland nu for første gang leder Den Vestgrønlandske Kommission, der består af Danmark (på vegne af Færøerne og Grønland), USA, Canada, Storbritannien og EU. 

– Grønland har tidligere været viceformand ad flere omgange, men dette er første gang at Grønland har stillet sig til rådighed som formand. Grønland er valgt for en 2-årig periode og kan genvælges for yderligere 2 år, oplyser Naalakkersuisut.

Måske ministermøde på vej

NASCO overvejer, om det er på tide at kalde atlantiske fiskeriministre sammen for at gøre noget for den vilde laks. Fokus ligger blandt andet på klimaforandringer, forurening og deling af viden på tværs af lande. 

– Grønland står fast på sin ret som oprindeligt folk til at fiske laks til eget forbrug – og har derfor fortsat et fiskeri, skriver Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning. 

Det var også noget nyt ved dette årsmøde, at oprindelige folks institutioner deltog i NASCO og havde taletid på årsmødet. 

Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning vil nu gå i gang med at forberede dette års laksesæson.

Powered by Labrador CMS