Derfor landede Tuukkaq igen i Kangerlussuaq

Air Greenlands atlantfly tager normalt tilbage til Danmark, når det er forhindret i at lande i Nuuk. Men onsdag i sidste uge kom Kangerlussuaq i brug som alternativ lufthavn. Her uddyber Air Greenland hvorfor.

Arkivfoto fra Tuukkaqs forrige visit i Kangerlussuaq i januar 2025.
Offentliggjort

Onsdag den 30. april skete der noget i det grønlandske luftrum, som var uventet for de fleste. I den første vinter med store fly til den nye Nuuk Lufthavn er vi blevet vant til, at atlantfly vender om, når de ikke kan lande i hovedstaden. 

Denne gang tog Air Greenlands Tuukkaq imidlertid et smut til Kangerlussuaq og satte passagererne af der. Den gamle lufthavn for enden af fjorden er blevet bedre i stand til at håndtere det store fly, end man var i starten af året.

– Du kan se den løsning med at lande i Kangerlussuaq som et værktøj yderligere i værktøjskassen, når der er problemer med at lande i Nuuk. Men det er kun i nogle specielle situationer, at det giver mening at bruge det værktøj, understreger administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen.

Hjælp ved hånden

En væsentlig faktor for at onsdagens visit i Kangerlussuaq lod sig gøre, var ifølge direktøren, at der var færre passagerer end sædvanligt.

– Det var ikke sket med et fuldt fly. Hvis vi landede med 305 passagerer og havde 305 passagerer i Nuuk, som skulle den anden vej, kunne vi sandsynligvis ikke indkvartere dem alle i Kangerlussuaq. Det ville også kræve, at vi tog flere fly ud af indenrigsprogrammet for at befordre folk frem og tilbage til Nuuk, siger Jacob Nitter Sørensen. 

– Men lige nu er vi i den heldige situation, at vi nu har Albatros-flyvningerne med Jettime, der flyver mellem Nuuk, Kangerlussuaq og København, så vi havde ledige sæder til de relativt få passagerer, der var strandet. 

SFJ som backup

Afgangen fra København onsdag 30. april var mindre end halvt fyldt op, fordi det var en erstatningsflyvning for en aflyst afgang til Nuuk mandagen forinden. Det var i øvrigt lykkedes at hjælpe mange af passagererne fra Nuuk af sted med afgangen mandag morgen. 

Kangerlussuaq har historisk været en lufthavnsby netop på grund af områdets egnede vindstille forhold. Lufthavnen er således også tidligere i år blevet brugt som aflastning, efter vejret i Nuuk har været en udfordring. 

7. januar havde Air Greenland for en enkelt dag rykket sin atlanttrafik fra København via Kangerlussuaq, efter en række afgange på kort tid var slået fejl på grund af problemer med vejr og glat landingsbane i Nuuk. 

Dengang var det dog en større planlagt operation, hvor turene til Kangerlussuaq var tiltænkt på forhånd. Hvorimod der 30. april var tale om en såkaldt diversion, hvor Kangerlussuaq først kom ind i billedet som alternativ lufthavn efter forgæves forsøg på landing i Nuuk.

Powered by Labrador CMS