KNI brugte juridisk finte mod bortvist regnskabschef

KNI-ledelsen måtte tilbage i 2021 tage en særlig juridisk finte i anvendelse for at sikre sig, at man fik flest mulige penge retur fra den tidligere regnskabschef, som var afkrævet et større millionbeløb, som han over en længere årrække uberettiget havde fået udbetalt fra koncernen.

- Vi har forfulgt kravet mod den tidligere regnskabschef med alle de retsmidler, der er til rådighed, siger KNI's topchef Jeppe Jensen.

På fredag står den tidligere regnskabschef i KNI A/S tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk ved Retten i Sisimiut, hvor anklagemyndigheden stiller krav om anstaltsanbringelse i fire år.

Forud for foranstaltningssagen har samme emne i den omfattende KNI-skandalesag været behandlet civilretligt, og her tabte den tidligere regnskabschef i såvel byretten som Østre Landsret. Han fik i Østre Landsret den 7. december 2023 dom for, at han skal tilbagebetale 5,4 millioner kroner til KNI A/S.

Om manden har mulighed for at betale det store millionbeløb tilbage, står hen i det uvisse, men KNI A/S har i hvert fald gjort alt, hvad der juridisk var muligt for at sikre sine værdier.

Hussalg udløste arrest

Af retsdokumenterne fra Østre Landsret, der på mange måder beskriver de centrale elementer i den kommende foranstaltningssag, fremgår det, at KNI foretog en såkaldt arrest i den tidligere regnskabschef rækkehus. En juridisk finte, der blev taget i anvendelse, da KNI tilbage i 2021 opdagede, at den tiltalte havde sat sit hus til salg.

- Vi har forfulgt kravet mod den tidligere regnskabschef med alle de retsmidler, der er til rådighed. Arrest er et foreløbigt retsmiddel, som kan benyttes, før en dom er opnået, og det forudsættes, at muligheden for senere at kunne opnå dækning vil kunne blive væsentligt forringet. Da KNI i 2021 konstaterede, at den tidligere regnskabschef havde sat en ejendom til salg, valgte vi på den baggrund at foretage arrest i ejendommen, forklarer administrerende direktør Jeppe Jensen, KNI A/S, til Sermitsiaq.

Den tidligere regnskabschef var bosat i Greve, hvilket er årsagen til, at den civilretlige sag har været behandlet i det danske retssystem, mens foranstaltningssagen vil køre i Kredsretten i Sisimiut, hvor forholdene er begået.

Realiserede sine værdier

Om den tidligere regnskabschef tilbage i efteråret 2021 var ved at realisere alle sine værdier for at flytte til Brasilien, hvor hans brasilianske kone bor, bliver ikke fastslået i dommen, men af dommen står følgende:

- Der forelå for C (KNI A/S, red.) en umiddelbar og overvejende sandsynlighed for, at A (den tidligere regnskabschef, red.) var ved at realisere sine eneste aktiver i Danmark med den hensigt at C’s muligheder for at opnå deres krav ville blive væsentligt forringet.

Den tidligere regnskabschef blev taget under personlig konkursbehandling i juli 2022, og kurator, advokat Troels Mørch Tuxen, oplyser til Sermitsiaq, at konkurssagen endnu ikke er afsluttet.

Provenuet fra hussalget

Salget af rækkehuset i Greve indbragte et provenu på 523.251,55 kroner, hvilket langt fra dækker kravet fra KNI A/S. Pengene fra salget af rækkehuset ligger nu i konkursboet. Af retsdokumentet fremgår det, at friværdien i rækkehuset var det eneste væsentligste aktiv hos den tidligere regnskabschef.

Om KNI A/S nogensinde får tilbagebetalt de 5,4 millioner kroner fra den tidligere regnskabschef er usikkert. 

Topchefen i KNI A/S Jeppe Jensen vil ikke komme med nogen vurdering af muligheden for at få alle pengene tilbage.

- Så længe foranstaltningssagen og konkursbehandlingen mod den tidligere regnskabschef verserer, vil vi afvente med at kommentere yderligere på forhold, der vedrører disse, oplyser Jeppe Jensen til Sermitsiaq.

Sagen indledes den 10. maj og fortsætter fra den 13. til 16. maj.

Powered by Labrador CMS