Royal Greenland leverede rekordsalg i Asien

Royal Greenland har succes med at afsætte sine produkter i de asiatiske lande, hvor omsætningen for første gang rundede to milliarder kroner i 2023.

Obs: Datoen for selskabets generalforsamling er rettet.

Der er lyspunkter i Royal Greenlands forretning på trods af et historisk stort underskud på 255 millioner kroner før skat i 2023. 

Med en omsætningsstigning på 160 millioner kroner nåede det selvstyreejede selskab en milepæl med en totalomsætning på over 2 milliarder kroner i 2023 til de asiatiske lande. Det er især det kinesiske marked, der har drevet væksten, hvor salget af specielt skalrejer og hellefisk har vist gode takter.

- I årets sidste måneder viste det købestærke kinesiske marked dog også tegn på afmatning, og efterspørgslen og markedspriserne faldt en smule, fremgår det Royal Greenlands årsrapport, der formelt skal vedtages på selskabets kommende generalforsamling den 17. maj.

Har det kinesiske marked rettet sig i en positiv retning her i årets første måneder?

- Der er meget diskussion om turbulens på det kinesiske marked i medierne. På retail-området er meldingen, at der er en begyndende tilbageholdenhed hos konsumenterne. Vores kunder ligger dog primært tidligere i værdikæden, og her ser vi en god købekraft for højkvalitetsfisk og priser i overenstemmelse med vores forventninger, oplyser administrerende direktør i Royal Greenland Susanne Arfelt Rajamand til Sermitsiaq. Hun pointerer, at Kina “naturligvis er et marked, som vi bruger megen tid på og følger tæt”.

Russisk indtog i Japan

Der er imidlertid også udfordringer, hvor Japan skiller sig negativt ud. Det skyldes, at Rusland har intensiveret sit salg af snekrabber til Japan med en stigning på 11 procent, hvilket har medført et prisfald på hele 30 procent.

- Dette skyldes, at Japan er Ruslands eneste mulighed for at eksportere frosne snekrabber, da det amerikanske marked er lukket for de russiske snekrabber, lyder forklaringen om russernes indtog i Japan.

Ser man på Royal Greenlands samlede omsætning fordelt på markeder, skiller de asiatiske sig ud med en vækst på to procentpoint i forhold til 2022. Således udgør salget i Asien nu 35 procent af den totale omsætning, der i 2023 landede på 5,796 milliarder kroner.

Royal Greenlands årsrapport 2023

Omvendt har det medført, at salget til Skandinavien og Europa er faldet med et procentpoint til henholdsvis 19 og 26 procent. 

For blot få år siden var den europæiske omsætningsandel 31 procent - fem point højere.

USA viser positive tegn

Af andre lyspunkter bliver det amerikanske marked fremhævet.

- Snekrabbe-markedet i USA er ovenpå kollapset i 2022 blevet normaliseret i form af bedre indtjening, men også gennem et salgsmønster, hvor 60 til 70 procent af produktionen sælges løbende i sæsonen. 

Og så har de pelagiske aktivitet i 2023 leveret det bedste resultat i Royal Greenlands historie, bliver det oplyst.

- Økonomien er meget afhængig af loddefiskeriet, men det er også lykkedes at etablere et fiskeri dækkende stort set hele året baseret på lodde, blåhvilling, makrel og sild. Dog foregår al fiskeriet i international zone, idet bestandene ikke er i det grønlandske farvand, bliver det pointeret.

Powered by Labrador CMS