GSS vinder tæt kamp om mesterskabet

Det var en tæt affære, da holdene GSS og NÛK spillede om det grønlandske mesterskab i håndbold for kvinder. Hos herrerne var der dog ikke tvivl om sejren.

Offentliggjort

Obs: Opdateret med resultatet af herrernes finale

Søndag eftermiddag skulle guld og sølv fordeles i kampen om det grønlandske mesterskab i håndbold for kvinder.

Kampen stod mellem de to Nuuk-hold GSS og NÛK i Inussivik, hvorfra KNR transmitterede direkte.

Første halvleg var en tæt affære, hvor de to hold fulgtes ad på målscoretavlen, men NÛK havde tendens til at være foran.

NÛK kunne da også gå til pause med en spinkel føring på ét mål ved stillingen 10-11.

GSS kom dog klart bedst fra start i anden halvleg, hvor holdet fik brudt et NÛK-angreb, og Nukaaka Petrussen Lyberth kunne udligne til 11-11, og kort efter kunne Aili Pedersen bringe GSS foran 12-11.

GSS trækker fra

Med 36 minutter spillet havde GSS bragt sig foran med 14-11, og få minutter senere scorede Nukaaka Petrussen Lyberth endnu et mål til stillingen 18-13.

NÛK tog timeout ved stillingen 15-20 efter cirka 45 minutters spil.

Herefter fik NÛK gang i scoringerne igen begyndende med Aviana Kâjangmat, der reducerede til 16-20 på straffekast.

NÛK fik reduceret til 19-22, hvor GSS valgte at tage timeout.

NÛK fik reduceret med yderligere et mål, men herefter fik GSS igen overtaget i kampen, og Ivaana Holm kunne score til slutstillingen 26-21.

Snuppede også guldet hos herrene

I herrernes finale var der ikke samme spænding om udfaldet gennem kampen.

Finalekampen stod mellem N-48 - GSS, og GSS trak hurtigt fra N-48 og ved pausen førte GSS stort med stillingen 9-21.

Styrkeforholdet ændrede sig ikke i anden halvleg, hvor GSS fortsatte med at dominere kampen.

Slutstillingen blev 18-36, og dermed hev GSS altså to mesterskaber i land søndag.

Powered by Labrador CMS