Fodbolddrømmen sejler ud fra Qeqertarsuaq

På det åbne hav ud for Qeqertarsuaq glider en langline lydløst ud i det mørkeblå, iskolde vand. Dagen styres af vinden, rytmen er rolig, og lydene er få – kun havets sus og en svag knirken fra bådens skrog. Her, omgivet af dyb stilhed og århundreders fiskertradition, sidder 21-årige Aqqaluk Jensen Heilmann med hænderne i arbejdet og tankerne et helt andet sted: på en grøn fodboldbane i hovedstaden.

Qeqertarsuaq er en lille by med knap 800 indbyggere, et sted, hvor alle hilser på hinanden, og hvor havet både er nabo og levebrød. Det er her, Aqqaluk Jensen Heilmann er vokset op. Det var hans far, der lærte ham at fiske – at læse strømmen, kende vinden og finde ro midt i uvejret. Det var også her, ude på havet, at de første drømme begyndte at tage form, ikke kun om en god fangst, men om en fremtid i den grønlandske fodboldtrøje. I dag, som 21-årig, lever han et liv, hvor tradition og passion følges ad. Nu står han på kunstgræsset i Nuuk, klar til at spille sit tredje Grønlandsmesterskab i fodbold.Mellem hav og hjemmebane

Aqqaluk Jensen Heilmann er fjerde generation i en familie af fiskere og fangere. Når vejret tillader det, tager han ud med langliner for at fiske hellefisk – op til 500 kroge, som han selv forsyner med friske ammasætter, der fanges tidligt om morgenen. Linen skal 800 meter ned, og på en god dag fanger han op mod 900 kilo fisk. Men det er også et liv med risici. De dage hvor langlinen knækker, mister Aqqaluk Jensen Heilmann flere tusinde fisk. Alligevel elsker han havet.

- Det bedste er, når motoren slukkes og havets stilhed omfavner mig, siger Aqqaluk Jensen Heilmann med ro i stemmen.

Ved siden af det krævende fiskerliv, spiller han fodbold for klubben G-44. Det lyder umiddelbart umuligt at få enderne til at mødes – men for Aqqaluk Jensen Heilmann handler det om vilje og disciplin.

- I begyndelsen var det virkelig hårdt. Jeg sov for lidt og det sled både fysisk og mentalt. Men med tiden, fandt jeg en rytme. Jeg begyndte at forberede langlinen inden træning, tog af sted til træning klokken 19, og bagefter sejlede jeg ud og fiskede hele natten. Når jeg kom hjem, sov jeg i tre-fire timer, stod op og tog til løbetræning og derefter hjem igen for at få et par timer mere på øjet. Sådan gentog det sig dag efter dag, fortæller Aqqaluk Jensen Heilmann.

Alligevel kræver en hverdag med både fiskeri og fodbold mere end blot viljestyrke. Den bygger også på forståelse og fleksibilitet fra omgivelserne. Netop derfor spiller træneren Nukannguaq Zeeb en central rolle for holdet fra Qeqertarsuaq.

Et hold med hjertet i Qeqertarsuaq

Foruden viljen, så gør træneren Nukannguaq Zeeb en forskel. Nukannguaq Zeeb er uddannet folkeskolelærer, og den pædagogiske tilgang gennemsyrer også hans tilgang til rollen som træner, hvilket blandt andet har resulteret i træningstidspunkter tilpasset fiskerne.

- Vi har flere fiskere på holdet. Så jeg forsøger at tilpasse træningen efter deres virkelighed, forklarer Nukannguaq Zeeb, og tilføjer:

- Jeg vil ikke være en hård træner, der bare trumfer igennem. Jeg vil støtte op – især om spillere som Aqqaluk.

Nukannguaq Zeeb bor i dag på Island, men er oprindeligt selv fra Qeqertarsuaq. Hver sommer, vender han hjem for at træne holdet, så fodbolden bliver ved med at leve i den lille by.

- Jeg kommer selv fra en familie, hvor min far og min bror er fiskere og fangere. Jeg har set, hvor hårdt, de arbejder og hvor meget fiskeriet slider på dem. Derfor synes jeg, det er helt utroligt, at Aqqaluk kan lykkes både på fodboldbanen og i fiskerbåden. Jeg er meget stolt af ham, fortæller Nukannguaq Zeeb i et næsten rørt tonefald.

- Det gør mig da glad at høre, svarer Aqqaluk Jensen Heilmann lavmælt og sender et beskedent smil tilbage til Nukannguaq Zeeb, som om det er første gang, de taler om noget så personligt.

Båndet mellem de to ildsjæle er tydeligt – som en ung lærling, der følger i sin mesters fodspor. Realiteten er ikke langt fra sandheden: Med et ben i Island og et i Qeqertarsuaq, kan Nukannguaq Zeeb ikke bære holdet alene. Derfor har den unge Aqqaluk Jensen Heilmann, som faktisk også er Nukannguaqs nevø, påtaget sig rollen som holdleder, når Nukannguaq Zeeb er væk.

- Jeg vil gerne løfte holdet videre, og jeg brænder så meget for fodbolden, at jeg har sagt ja til at tage ansvar for træningerne, også selvom min tid er knap, siger Aqqaluk Jensen Heilmann.

Det mærkes tydeligt, hvordan samarbejdet mellem Nukannguaq Zeeb og Aqqaluk Jensen Heilmann bærer holdet videre og holder fodbolden levende i Qeqertarsuaq.

Mellem kærlighed og kampe

Bag de lange dage på havet og kampene på det grønne græs, gemmer der sig en helt almindelig 21-årig, som ligesom mange andre drømmer om kærlighed. Den fandt Aqqaluk Jensen Heilmann, da han mødte Juliane Eriksen Nielsen.

- Vi har kendt hinanden siden vi var børn. Dengang var han en hård og stor dreng, nu er han en blød og sød mand, fortæller Juliane med et grin, mens hun sender Aqqaluk et kærligt blik.

Men det er ikke altid let. Aqqaluk Jensen Heilmanns hverdag er presset og tiden er knap. I perioder fylder savnet, for det er svært at finde plads til kærligheden mellem fiskeri og fodbold. Alligevel formår parret at finde deres øjeblikke, når hverdagen tillader det, for viljen til at få det til at fungere er stærk.

- Det er af og til svært og vi savner hinanden, men når fiskene er fanget og bolden er sparket, går min tid til hende, fortæller Aqqaluk Jensen Heilmann.

På fjeldsiden ved Nuuk stadion, sidder hun da også trofast under kampene til Grønlandsmesterskaberne i fodbold. Hendes øjne følger Aqqaluk rundt på banen. Juliane er rejst med fra Qeqertarsuaq til Nuuk, for at støtte op. En støtte, der betyder meget.

- Det betyder alt, at hun er taget med mig, siger Aqqaluk Jensen Heilmann med et smil i øjnene.

Alligevel er Aqqaluk Jensen Heilmann ikke i Nuuk for at holde kæresteferie. Fokusset er klart. Selvom spillerne i år har fået lov til at overnatte ude under turneringen – et af Nukannguaq Zeebs mere fleksible tiltag – har han valgt en løsning, der balancerer nærvær og ansvar.

- Jeg sover både med holdet og hos Juliane under turneringen. På kampdagene er jeg som regel sammen med holdet, det hjælper mig med at holde fokus og tage ansvar for fællesskabet. Samtidig har jeg brug for lidt ro og tryghed for at kunne yde mit bedste, siger han.

Et forbillede med fødderne på jorden

Aqqaluk Jensen Heilmann har tidligere været en del af det grønlandske landshold, men en skade satte ham tilbage. Nu er han med i bruttotruppen og drømmen lever stadig. For selvom fiskeriet fylder meget i hverdagen, ville livet være for ensformigt, hvis det kun handlede om kroge og liner.

- Fodbolden har altid været der og jeg har drømt om landsholdet, siden jeg var fem år gammel. Fiskeriet giver mig ro og frihed – mens fodbolden giver mig fællesskab og sammenhold. Det skál lykkes, understreger han.

Nukannguaq Zeeb, der udover sin rolle som træner i G-44, også er en del af landsholdets stab, er da også optimistisk på Aqqaluks vegne:

- Jeg har god tro på, at Aqqaluk kan komme med på landsholdet igen, når der udtages i oktober.

For træner Nukannguaq Zeeb handler talentudvikling ikke kun om tekniske færdigheder – men også om at finde spillere, der kan være forbilleder og bære håbet for fodbolden i et land med svære vilkår. Her er sæsonerne korte, afstandene mellem byerne store, og faciliteterne begrænsede. Samtidig skal spillerne få hverdagen til at hænge sammen med arbejde, familie og sport på samme tid.

- Han er et forbillede. Ikke kun for børn og unge i Qeqertarsuaq, men for hele Grønland. Han viser, at det kan lade sig gøre – også når man kommer fra en lille by og har et krævende arbejde som fisker ved siden af.

Trænerens ord understreger, hvordan Aqqaluk Jensen Heilmann med sin utrættelige indsats både er et forbillede og en påmindelse om, hvor stærkt båndet til hjemstedet og havet stadig er.

Tilbage på kajen

Nu er grønlandsmesterskaberne slut. Aqqaluk Jensen Heilmann står igen på kajen i Qeqertarsuaq, mens han omhyggeligt putter madding på de mange kroge. Stilheden breder sig omkring ham, og efterklangen fra mesterskabet sætter ind.

G-44-holdet nåede helt til semifinalen, og minderne om holdkammeraterne og kæresten på sidelinjen er stadig levende. Drømmen om landsholdet har aldrig føltes tættere på. Alligevel mærker Aqqaluk Jensen Heilmann tydeligt kontrasten til den rolige ensomhed ved havet.

- Det er mærkeligt, for man bliver ensom, når man har været så intenst sammen med holdet – men det er det hele værd, siger Aqqaluk Jensen Heilmann stille, inden han igen sejler ud på det åbne hav.