USA og Ukraine indgår tiårig sikkerhedsaftale
En sikkerhedsaftale, der er underskrevet på sidelinjen af G7-topmøde, skal binde fremtidige regeringer i USA.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og USA's præsident, Joe Biden, præsenterer torsdag aften i Syditalien en langsigtet sikkerhedsaftale mellem de to lande.
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Joe Biden, og Ukraines ditto, Volodymyr Zelenskyj, har i forbindelse med et G7-topmøde underskrevet en tiårig sikkerhedsaftale.
Den skal styrke Ukraine over for Rusland.
Aftalen har sigte på at forpligte fremtidige amerikanske regeringer til at støtte Ukraine. Også hvis Donald Trump bliver valgt til USA's næste præsident, siger embedsfolk.
Ifølge aftalens tekst skal der gøres en langsigtet indsats fra USA's side om at udvikle Ukraines forældede militær. USA skal fungere som en trædesten i forhold til et fremtidigt ukrainsk Nato-medlemskab.
Det fremgår også, at i tilfælde af et russisk angreb eller trussel mod Ukraine skal topfolk fra USA og Ukraine mødes inden for et døgn til konsultationer om et svar. For at fastslå, hvad Ukraine har brug for til sit forsvar.
På et pressemøde i Syditalien siger Biden, at G7-landenes stats- og regeringschefer torsdag blev enige om at stille med et lån på 50 milliarder dollar (346 milliarder kroner) til Ukraine. Det er en advarsel til Ruslands præsident, Vladimir Putin, påpeger Biden.
Han siger, at det "kollektivt viser Putin, at han ikke kan bare kan lade tiden løbe. Han kan ikke splitte os".
En række europæiske Nato-lande, heriblandt Danmark, Norge og Sverige, har indgået langsigtede aftaler med Ukraine om fortsat militær og økonomisk støtte.
Zelenskyj har gennem lang tid talt stærkt for et hurtigt medlemskab af Nato.
Men Natos medlemslande er veget tilbage. Natos artikel 5 taler om, at et angreb på et medlemsland er et angreb på alle og vil blive besvaret.
Et ukrainsk medlemskab, mens krigen raser, kunne bringe Nato tæt på en konflikt med Rusland og en mulig ødelæggende atomkrig.
/ritzau/Reuters