Tsunamivarsel nedjusteres i Hawaii - ingen større skader
I Hawaii meldes der ikke om større skader som følge af tsunami. I Nordcalifornien er man fortsat på vagt.
Jordskælv ramte omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer.
Foto: Ritzau Scanpix
Obs: Artiklen er opdateret med seneste meldinger.
En større tsunami ventes ikke at ramme Hawaii, og derfor nedjusterer tsunamivarslingscenteret for Stillehavet sit varsel for den amerikanske delstat.
Det skriver nyhedsbureauet AFP onsdag, efter at et enormt jordskælv ud for det nordøstlige Rusland har udløst tsunamialarm en række steder.
Hawaiis katastrofemyndigheder siger, at der ikke er meldinger om større skader.
Det er sikkert at vende tilbage til områder, der har været omfattet af et evakueringsvarsel, lyder det videre ifølge BBC, efter at tsunamibølger på op mod 1,7 meter ramte Hawaii.
Som en række andre områder og lande med kyst ud til Stillehavet har Hawaii været i alarmberedskab efter det kraftige jordskælv ud for den russiske halvø Kamtjatka.
Skælvet ramte omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer. Det er registreret som det sjette kraftigste nogensinde.
Omkring klokken 11 dansk tid vurderes den værste fare at være drevet over på de hawaiianske øer i den nordlige del af Stillehavet.
Selv om varslet er blevet nedjusteret, opfordres folk fortsat til at holde sig ude af vandet og væk fra kysten.
Der kan nemlig stadig være stærk strøm og farlige bølger samt mindre oversvømmelser.
Med det nedjusterede varsel for Hawaii er der onsdag kort før middag dansk tid ifølge CNN kun et varsel på det højeste alarmniveau tilbage, og det er i det nordlige Californien.
Der er foreløbig ingen melder om døde eller alvorligt tilskadekomne, skriver Reuters.
Men billeder fra det russiske Fjernøsten viser skader på bygninger, og jordskælvet har ifølge Reuters også ført til, at folk i Rusland har måttet søge lægehjælp.
Bølger har også ramt blandt andet Japan efter skælvet, og titusindvis af japanere er eller har været under evakueringsordre.
/ritzau/