Aleqa Hammond til Naaja: Tag til Ilulissat og skab dialog 

Formanden for Siumut, Aleqa Hammond, blander sig nu i konflikten om turisme i Ilulissat. Hun "opfordrer den ansvarlige Naalakkersuisoq til at tage affære og tage til Ilulissat for at mødes med de lokale aktører der har behov for at mødes med deres Naalakkersuisut på området."

Offentliggjort

Naalakkersuisoq for erhverv, Naaja H. Nathanielsen møder hård kritik fra de lokale turismeaktører i Ilulissat, efter hun tirsdag langede ud efter de protesterende aktører og borgmester Lars Erik Gabrielsen.

I skrivende stund foregår der nemlig en meget hård debat, primært igennem de sociale medier, og som kan vurderes til at være uforsonende. 

En af de lokale aktører som er en del af sammenslutningen af lokale aktører, opfordrer ligefrem Naaja H. Nathanielsen til at træde tilbage som Naalakkersuisoq. Han mener at Naaja bevidst på ingen måde repræsenterer de lokale operatører.

Aleqa opfordrer Naaja til at tage affære

En alvorlig situation med en konflikt der bliver optrappet, og som sker midt i en højsæson får også Siumuts nyligt valgte formand, Aleqa Hammond til at opfordre Naaja H. Nathanielsen til at tage til Ilulissat:

- Turismen i Grønland skal positionere Grønland med respekt for grønlandske værdier og bidrage til samfundets langsigtede udvikling for de lokale. De lokale aktører føler sig hverken hørt eller taget alvorlig og appellerer til at Naalakkersuisut tager affære. 

- Den udmelding finder vi er meget alvorlig og opfordrer den ansvarlige Naalakkersuisoq til at tage affære og tage til Ilulissat for at mødes med de lokale aktører der har behov for at mødes med deres Naalakkersuisut på området, lyder det fra Aleqa Hammond.

Grønlands Erhverv: Pas på Grønlands omdømme

Også Grønlands Erhverv opfordrer til dialog:

- Som brancheorganisation ønsker vi at understrege, at en bæredygtig turismeudvikling i Grønland kun kan lykkes gennem åben dialog, gensidig respekt og samarbejde på tværs af samfundet. 

- Når enkeltaktører offentligt udpeges uden grundlag for fælles drøftelse, risikerer det at skade både tilliden til erhvervslivet og Grønlands omdømme som rejsedestination, lyder opfordringen fra Grønlands Erhverv samt organisationens brancheudvalg for hotel, restauration og turisme.

Grønlands Erhverv opfordrer til, at:

  • Debatten om turismens fremtid foregår i demokratiske fora, hvor alle stemmer kan høres.
  • Beslutningstagere understøtter et erhvervsklima med lige adgang og retssikkerhed.
  • Lokale virksomheders rolle styrkes gennem investeringer og kompetenceudvikling – ikke gennem udelukkelse af andre aktører.
  • Grønlands ry som et trygt og professionelt rejsemål beskyttes gennem fælles ansvar.

- Vi anerkender, at turismens udvikling giver anledning til debat. Det er vigtigt – og nødvendigt. Men vi tror på, at bæredygtige løsninger bedst skabes gennem samarbejde og fælles retning. Offentlige myndigheder bør ikke gå forrest i at undergrave det private erhvervsliv eller enkeltvirksomheder. 

- Vi opfordrer derfor til, at den nuværende aktivisme og chikane rettet mod turister og erhvervsaktører indstilles, slutter Grønlands Erhverv.

Sermitsiaq arbejder på at indhente kommentar fra Naalakkersuisoq for erhverv, Naaja H. Nathanielsen (IA).

Powered by Labrador CMS