Ti millioner facebookprofiler fjernet i kamp mod digitalt spam
Profiler, der deler indhold kopieret af andre, er blevet slettet i stor skala, oplyser koncern bag Facebook.
Koncernen bag Facebook, Meta, er gået til kamp mod falske profiler, der deler AI-indhold. (Arkivfoto).
Foto: Peter Dasilva/Reuters
For at bekæmpe spam er flere end ti millioner profiler blevet slettet fra Facebook af koncernen bag, Meta, i det første halvår af 2025.
Det skriver det amerikanske medie CNBC.
Meta sletter profiler hver dag, men ti millioner er i den højere ende.
Sådan lyder det fra redaktør på techmediet input.dk Torben Vognsen.
- Problemet er, at det er blevet for let for spammere at lave dårligt indhold. Det ligger som digitalt fedtemøg på platforme som Facebook og YouTube, siger han.
De slettede profiler har ifølge Meta enten delt kopier af andres indhold eller delt indhold genereret af kunstig intelligens.
- Alt for ofte dukker det samme meme eller den samme video op igen og igen - nogle gange fra profiler, der foregiver at være indholdsproducenter og andre gange fra forskellige spamkonti, skriver Meta i en pressemeddelelse.
Et meme er en kombination af et billede og en eller flere tekstbidder skabt til at blive delt på internettet ofte med et humoristisk islæt.
Det er muligt for Meta at slette profilerne, fordi kunstig intelligens kan identificere indholdet i en større skala, end mennesker kan, fortæller Torben Vognsen.
- De har sat kunstig intelligens op mod kunstig intelligens, siger han.
En af grundene til, at Meta reagerer så drastisk lige nu er på grund af flugten fra de ældre sociale medier, lyder det.
- Mange brugere er formentlig der, hvor de langsomt men sikkert stopper med at bruge de her medier. Og det er en katastrofe for platforme som Facebook og YouTube, siger Torben Vognsen.
Ændringen vil formentlig betyde, at danske facebookbrugere vil blive mødt af færre videoer genereret af kunstig intelligens uden et menneske bag.
Men omfanget er så stort, at mange forsøg på at komme det til livs bliver en dråbe i havet, fortæller Torben Vognsen.
- Bunken af bras er så stor, at det næsten er en uoverstigelig udfordring. Platformene er blevet løbet over ende af indholdet lavet af kunstig intelligens, siger han.
/ritzau/