Da DR udkom med podcastserien
»Spiralkampagnen« i 2022, blev jeg dybt chokeret.
Tænk at det drejede sig om så
mange piger og kvinder. Og tænk, at Naja Lyberths og nogle af de andre kvinders
historier egentlig første gang blev fortalt i AG i 2019 uden, at der skete
noget yderligere. Tænk at der skulle to nysgerrige DR-journalister til, før sådan
en historie kunne tages alvorligt.
Da DR udkom med podcastserien
»Spiralkampagnen« i 2022, blev jeg dybt chokeret.
Tænk at det drejede sig om så
mange piger og kvinder. Og tænk, at Naja Lyberths og nogle af de andre kvinders
historier egentlig første gang blev fortalt i AG i 2019 uden, at der skete
noget yderligere. Tænk at der skulle to nysgerrige DR-journalister til, før sådan
en historie kunne tages alvorligt.
KLUMME
Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.
Men det der egentlig rystede min egen verden,
var en nyhed jeg læste i Sermitsiaq.AG et par år efter. Min egen mor havde
udtalt sig. Hun fortalte om, at hun havde fået en spiral sat op, da hun som
meget ung gik på realskolen i Aasiaat. Tårerne vældede op og jeg sørgede over
den meget unge pige, der måtte tage sig en uddannelse langt væk fra sin hjemby,
Narsaq. Hendes mor var der ikke til at give samtykke. Hun gav ikke selv sit
samtykke. Pludselig var spiralkampagnen meget tæt på livet. Alt for tæt.
Jeg havde ikke hørt min mors historie
tidligere. Jeg vidste godt, at hun havde haft en spiral før jeg blev født. Hun
havde fortalt lidt om spiralens konsekvenser. Smerterne. Hun ville derfor aldrig
have et fremmedlegeme sat ind i sin livmoder igen.
Siden har hun fortalt hvordan den første
spiral havde skabt problemer med rigtig mange tilfælde af livmoderbetændelse.
Det viste sig, at den havde sat sig fast. Lægen, der undersøgte hende, hev den
ud af hende - uden bedøvelse eller noget. Det værste er, at hun fik endnu en
spiral sat ind - uden hendes samtykke.
Da jeg fortalte min mor om min hensigt om at
skrive denne klumme, kom essensen i hele denne sag frem. Hun har ikke fortalt
om at spiralerne blev sat ind uden samtykke, fordi det var så tabubelagt. Det
talte man ikke om. Det gjorde det ikke bedre, at hun var så ung. Hun var
egentlig bare en stor pige. Derfor blev det fortrængt. Fortrængt, indtil det
kom frem i mediernes søgelys i 2022.
Mens jeg skriver denne klumme, sidder jeg med
en stor klump i maven. Historien handler om traumer på traumer. Pludselig kom
en undskyldning fra statsministeren. Udredningen var klar. Den danske stat
kunne ikke undsige sig. Der var sket et overgreb over for de 4.500 piger og
kvinder. Naalakkersuisut måtte også stå frem med en undskyldning. For det havde
fortsat efter 1992, hvor sundhedsvæsenet blev overtaget af Grønland.
Myndighedernes anerkendelse af det
forfærdelige overgreb har fået vreden til at vælde op. Traumerne og de
undertrykte følelser skummer nærmest over. De fortrængte traumer er nu som åbne
og betændte sår. De sociale medier er fyldt med vrede reaktioner. Jeg kan
forestille mig, at spørgsmål om hvorfor der er al den vrede, når der er kommet
en undskyldning, ytres på den ene eller den anden måde. Men jeg kan godt forstå
reaktionerne. Pludselig står det på sort og hvidt. Det var forkert at indsætte
spiralerne uden samtykke. Det var et overgreb.
Næste uge er der et arrangement i Nuuk for
ofrene og deres pårørende i forbindelse med statsministerens undskyldning.
Senere skulle der også være et arrangement i Danmark. Det er fint. De gør det
af respekt for de berørte. Jeg sidder bare med en flad fornemmelse.
Undskyldningen genåbnede sårene, og der er behov for mere end et arrangement i
Nuuk og i Danmark for at de sår kan hele. Traumerne er der jo stadig. De
barnløse er stadig barnløse. Jeg håber inderligt på, at der vil blive taget
hånd om dem. Om det er behandling eller noget lignende skulle jeg ikke kunne
sige. De har været tabt i alt for lang tid. Det er på tide at de bliver grebet.
