Stor interesse for Grønland og Arktis på krydstogtmesse

Krydstogtsturismen er en god økonomisk udviklingsmulighed for Grønland i almindelighed og for lokale aktører i særdeleshed, til gavn for hele det grønlandske samfund, siger de grønlandske deltagere ved krydstogtmessen i Miami.

De grønlandske deltagere ved Miami Seatrade 2024, krydstogtmesse, fra venstre: Gorm Diarnisse, Eimskip Greenland, Søren Nuka Olsvig, Imaq Pilot, John Kjær, Eimskip Greenland, Jørgen Larsen, Albatros Arctic Circle, Pitsi Høegh, Greenland Sagalands, Jens Christian Hildstad, Arctic Cruises Ilulissat, Lars Vajse, Blue Water Greenland.
Offentliggjort

Obs: Oplysningen om, at Visit Greenland ikke har været på messen siden 2022 er rettet til 2019. 

Der er fortsat en stor interesse for Grønland såvel globalt som på det nordamerikanske marked, og der meldes om nye rederier og nye skibe i de kommende år. 

Det fortæller de grønlandske firmaer, som i år var med til den store krydstogtsmesse ”Seatrade Cruise Global”, som blev holdt 8.-11. april 2024 i Miami, Florida. De forskellige grønlandske firmaer havde sammen lavet en stand på messen. Det var således ikke en officiel grønlandsk stand, som ellers var tilfældet for de øvrige lande i Nordatlanten. Visit Greenland har fravalgt krydstogtmessen siden 2019.

De grønlandske firmaer mærkede interessen ved, at rederierne uanmeldt besøgte den grønlandske stand, fortæller de i en pressemeddelelse. 

Der blev spurgt ind til udviklingen af den grønlandske infrastruktur, samt mulighederne for at flyve skibenes passager til og fra Grønland, med tanke på såvel eksisterende som kommende lufthavne. Det bemærkes videre, at særligt de større skibe viser interesse for at købe lokale ture og tjenester fra lokale aktører, fremgår det af pressemeddelelsen.

Flere deltagere fra Grønland

De firmaer fra Grønland, der deltog, var Blue Water Greenland, Eimskip Greenland, Greenland Sagalands fra Qaqortoq, Arctic Cruises Ilulissat, Albatros Arctic Circle (Kangerlussuaq) og det grønlandske lodsfirma Imaq Pilot, som var med for første gang. 

Jørgen Larsen fra Albatros Arctic Circle i Kangerlussuaq håber på fortsat efter 2024 at kunne servicere de internationale krydstogtsturister, når de skal rejse ind og ud af Grønland.

Der er en stadigt voksende interesse for Grønland som destination, og de grønlandske lufthavne ønskes anvendt i stadigt større omfang til at flyve krydstogtsturister til og fra skibene, således til gavn for de grønlandske lufthavne og økonomien indenfor vores infrastruktur, fortæller firmaerne i pressemeddelelsen. 

De grønlandske deltagere var tilfredse med krydstogtmessen, og direktør Jørgen Larsen fra Albatros i Kangerlussuaq udtaler: 

- Der er en fortsat stor interesse for Grønland. Jeg ser frem til at servicere de internationale krydstogtsturister, når de skal rejse ind og ud af Grønland. Kangerlussuaq forventer her fortsat gode muligheder, også efter 2024, for at levere gode produkter til rederierne og deres gæster.

Til gavn for økonomi og kulturarv

Direktør Pitsi Høegh fra Greenland Sagalands i Qaqortoq ser samme tendens og udtaler videre:

Pitsi Høegh, Greenland Sagalands, Qaqortoq, er glad for, at krydstogtsturisterne også i år kommer til byerne, så grønlandske turistaktører igen kan sælge båd- og landbaserede ture, og husflidskunstnerne får solgt deres produkter til gavn for vores lokale økonomi og vores levende kulturarv.

- Det er godt for os aktører, at krydstogtsturisterne også i år kommer til vores byer, således at vores grønlandske turistaktører igen kan sælge båd- og landbaserede ture, og husflidskunstnerne får solgt deres produkter til gavn for vores lokale økonomi og vores levende kulturarv. 

Søren Nuka Olsvig fra Imaq Pilot var glad for at være med på messen for første gang: 

- Det er vigtigt at eksponere vores virksomhed over for krydstogtsselskaberne, så de kommer til at købe lodsydelserne fra et grønlandsk lodsfirma med grønlandske lodser til gavn for vores lands økonomiske udvikling.”

De grønlandske aktører oplyser efter messen, at krydstogtsindustrien udvikles fortsat som en vigtig del af den nordatlantiske turisme. Den officielle islandske stand var igen stor i år, og ligeså var færingerne og Newfoundland med, fremgår det. 

De grønlandske firmaer opfordrer i pressemeddelelsen det officielle Grønland til at komme tilbage til messen i Miami, for derigennem at sikre de grønlandske interesser indenfor industrien, men også for at promovere krydstogtsturismen som en god økonomisk udviklingsmulighed for Grønland i almindelighed og for lokale aktører i særdeleshed, til gavn for hele det grønlandske samfund, som de udtrykker det. 

Powered by Labrador CMS