Stoltenberg: Nato enes om at sende mere luftværn til Ukraine
Vi kan ikke vente på at I forhandler færdig om hjælp, siger Ukraines leder i følelsesladet appel.
Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Nato-alliancens lande er fredag blevet enig om at forsyne Ukraine med endnu flere luftværnssystemer.
Det oplyser generalsekretær Jens Stoltenberg efter et forsvarsministermøde i Bruxelles.
- Ud over flere Patriots er der andre våben, som allierede kan levere. Herunder (det franske red.) SAMP/T. Og mange andre, som ikke har tilgængelige systemer, har givet løfte om finansiel støtte til at købe dem til Ukraine, siger han på et pressemøde.
Mødet med forsvarsministrene var ekstraordinært, og med på et videolink var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Det kommer efter mange ugers russiske raket- og droneangreb på Ukraine. Det har ødelagt en stor del af landets energiforsyning og spredt en generel bekymring for, at Ukraine kan være på vej til at tabe krigen.
Henvendt til Natos forsvarsministre siger Zelenskyj, at hans land ikke har tid til at vente på, at de allierede bliver færdig med at overveje mere militær hjælp til Ukraine.
Lige her og nu har Ukraine brug for syv Patriot-luftværnssystemer eller andre lignende avancerede systemer til at nedskyde russiske raketter og droner, siger han i en følelsesladet appel.
Han beskriver de nuværende leverancer udefra til Ukraine som "meget begrænsede". Han minder om, at Israel ikke måtte forsvare sig selv alene, da Iran i weekenden sendte flere hundrede droner og raketter mod landet. Der hjalp USA, Frankrig og andre lande.
Fredag har Rusland sendt droner og raketter mod en række store byer. Heriblandt Odessa, hvor flere havneanlæg er blevet beskadiget.
Kiel Institute for the World Economy følger, hvor meget landene hjælper Ukraine økonomisk og militært. Her ligger Danmark helt i top sammen med Estland i forhold til de to landes økonomiske formåen.
Langt nede af listen ligger lande som Frankrig og Italien, som primært donerer via EU, og hvis bidrag per indbygger ligger fire gange under den danske støtte. Også Storbritannien, hvis hjælp er bilateral, bidrager med relativt lidt.
/ritzau/Reuters