SpaceX mister kontrol over megaraket under testopsendelse

En halv time efter testopsendelse af SpaceX's Starship begyndte fartøjet at rotere og lække brændstof.

Raketsystemet Starship blev natten til onsdag opsendt fra Boca Chica i Texas. I rummet mistede rumfartsselskabet kontrollen med fartøjet, der roterede om sig selv og lækkede brændstof.
Offentliggjort

Rumfartsselskabet SpaceX har natten til onsdag opsendt megaraketten Starship.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Klokken 01.36 dansk tid lettede raketsystemet fra affyringsrampen i Boca Chica, der ligger i den amerikanske delstat Texas.

Raketsystemet består af to dele - et ubemandet rumskib øverst, der ligesom hele systemet hedder Starship, og løfteraket Super Heavy, som er lavet til at kunne lande igen og blive genbrugt.

Opsendelsen gik ikke som rumfartsselskabet havde håbet. Få minutter efter raketsystemet lettede fra affyringsrampen - og rumskibet havde frakoblet sig løfteraketten - opstod de første problemer.

Løfteraketten eksploderede - i stedet for som planlagt at lande i Den Mexicanske Golf.

Super Heavy er ved de seneste testflyvninger blevet grebet af løftearme efter at være vendt tilbage til affyringsrampen. Det var dog ikke planen denne gang, hvor SpaceX for første gang anvendte en løfteraket, der tidligere har været en del af en testaffyring.

En halv time efter testaffyringen begyndte, opstod der ligeledes problemer med fartøjet Starship.

Fartøjet skulle have forsøgt at opsende prøvesatellitter fra rummet. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, da dørene til fartøjet ikke ville åbne sig.

Herefter mistede SpaceX kontrollen med fartøjet, der begyndte at rotere om sig selv. Brændstof blev udledt fra Starship for at reducere styrken af en ventet eksplosion.

Starship vendte herefter tilbage til Jordens atmosfære, hvor SpaceX mistede kontakten til det, og det eksploderede over Det Indiske Ocean. Fartøjet eksploderede også under to testopsendelser tidligere i år.

Denne gang lykkedes det dog fartøjet at nå længere ud i rummet end ved de tidligere forsøg.

Det er ambitionen, at Starship på et tidspunkt skal blive fuldt genanvendelig. Den 123 meter høje raket skal kunne bruges til at opsende satellitter.

Den spiller samtidig en vigtig rolle i SpaceX-stifter Elon Musks ambitioner om at sende mennesker til Månen og kolonisere Mars.

Elon Musk siger ifølge AFP, at der vil blive kortere mellem rumfartsselskabets kommende testopsendelser. Han anslår, at de næste tre opsendelser vil ske med tre til fire ugers mellemrum.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS