I weekenden deltog Sondre Slettemark ved Norske Mesterskaber for juniorer (20-22 år), der blev afholdt i Tromsø.
Annonce
Her blev det først til en overraskende bronzemedalje i et løb over 20 km med fire skydninger. Medaljen blev hentet i et stærkt felt på i alt 62 løbere fra blandt andet norske professionelle hold og det norske landshold, oplyser Grønlands Biathlon Forbund.
- Med 10. bedste langrendstid af alle løber Sondre ind til en fantastisk 3. plads. Kun slået af to løbere, som er 1 og to år ældre! Begge disse skød 20 træf. Men Sondre er foran tre af de norske løberne, som blev Junior Verdensmestre for en måned siden, skriver forbundet.
Sølv i stafet
- Det var et helt vildt løb for mig! Det er svært at forstå, for min form ser ud til at bare blive bedre og bedre, selvom jeg har rejst og konkurreret meget på det sidste, udtaler Sondre Slettemark.
Derudover blev det også til en sølvmedalje i stafet:
- Det er nok den vildeste stafet, jeg nogensinde har løbet. Der var virkelig svære forhold med tæt snefald. Det var faktisk svært at se skydeskiven på min stående skydning, men på mirakuløst vis ramte jeg alle.
- Det var vildt, og en fantastisk følelse at tage sølv ved et Norsk Mesterskab, når man ved at Norge er totalt dominerende i skiskydning, de tager de fem første pladser i både World Cup og IBU cup sammenlagt, lyder det fra Sondre Slettemark.