Seks atomforskere meldes dræbt i stort israelsk angreb mod Iran
Israel har natten til fredag gennemført et angreb mod blandt andet Irans uranberigelsesprogram og atomvåbenprogram.
Redningsfolk arbejder et af de steder, som blev ramt i angrebet i Teheran.
Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix
Seks iranske atomforskere blev dræbt i Israels angreb på Iran natten til fredag.
Det rapporterer det delvist statslige iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge Reuters.
Der er tale om forskerne Abdolhamid Minouchehr, Ahmadreza Zolfaghari, Amirhossein Feqhi, Motalleblizadeh, Mohammad Mehdi Tehranchi og Fereydoun Abbasi.
Det fremgår endnu ikke, hvor de befandt sig, da de blev dræbt.
Angrebet ramte ifølge den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, hjertet af Irans uranberigelsesprogram og atomvåbenprogram.
Eksplosioner ved atomkraftværk
Operationen i Iran skulle skade Irans atominfrastruktur, fabrikker til ballistiske missiler og andre militære mål.
Iranske medier har rapporteret om eksplosioner ved det store iranske atomkraftværk i Natanz.
Derudover er der bekræftet angreb i hovedstaden, Teheran, og - ifølge mediet Al Jazeera - i Tabriz, Isfahan, Arak og Kermanshah.
Det fremgår endnu ikke, hvor de seks atomforskere befandt sig, da de blev dræbt.
Der er endnu ikke overblik over, hvor mange personer der er dræbt i angrebet. Tidligere har der været meldinger om fem dræbte i et boligområde i Irans hovedstad, Teheran.
Øverstkommanderende og stabschef også dræbt
Derudover er den øverstkommanderende i Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, meldt dræbt i et angreb på Revolutionsgardens hovedkvarter.
Også stabschefen for de væbnede styrker Mohammad Bagheri blev dræbt.
En israelsk talsperson har sagt, at 200 kampfly har taget del i en stor operation i nattetimerne. 100 forskellige mål er blevet ramt, forlyder det.
Militæret melder desuden, at angreb mod atomanlæg i Iran fortsat er i gang.
Både Reuters og AFP har skrevet, at omkring 50 personer, heriblandt kvinder og børn, er blevet såret i israelske angreb i løbet af natten.
Efter angrebet har Iran sendt omkring 100 droner af sted mod Israel.
Israels militær forsøger at afværge angrebet, har det meddelt fredag morgen.
/ritzau/