Det var måske meget sigende, at både anklager og begge tiltalte udbad sig 14 dages betænkningstid, efter dommen faldt i den store kokainsag fredag. Alle kan være tilfredse med noget, men ikke det hele. Der er noget at tænke over.
S’ dom for kokain og cannabis på seks år er naturligvis en dom i den hårde ende – til sammenligning får en drabsmand i udgangspunktet syv år. Det er dog stadig fire år billigere sluppet, end hvad anklageren gik efter.

Anklager Brian Viholt kan blandt andet være tilfreds med, at begge de tiltalte blev dømt for besiddelse af 112 gram kokain, som ingen vidner nogensinde har set. Det svarer groft sagt til at skulle bevise et drab uden at have et lig. En særlig udfordring, men ikke umuligt, viste anklageren.
Uklarhed om psykisk vold
De tiltalte – i hvert fald N – kan samtidig glæde sig over, at disse 112 gram kokain har givet en relativt lav foranstaltning, i lyset af hvor hårdt retterne normalt takserer hårde stoffer. Det kan tale imod en anke, som i princippet kan give bagslag i form af en hårdere dom, hvilket anklageren også ønskede.
N blev derimod frifundet for psykisk vold. I løbet af denne sag har vi fået understreget, hvor svært det er at forholde sig til det begreb, og hvad der skal bevises for at dømme efter det.
Det var i øvrigt anden gang på meget kort tid, at en ny lov om ikke-fysiske overgreb blev testet i en grønlandsk domstol. 22. juli frifandt Grønlands Landsret for grooming i en ligeledes meget omtalt sag om en badmintontræner og politibetjent.
Det betyder ikke, at de nye love om disse typer forbrydelser er irrelevante. Men det indikerer, at vi i fremtiden nok kun vil se folk dømt i nogle få og meget veldokumenterede sager.
Fortsat fokus
Forløbet har også forstærket det indtryk, mange af os i forvejen havde af kokainsmugling fra Danmark til Grønland. Målet er de nye lufthavnsbyer Nuuk og Ilulissat, og transporten bliver varetaget af folk fra Danmark med behov for hurtige penge. Som for eksempel manden, der rejste med narko for en halv million inde i sin krop uden at have råd til sin egen flybillet.
Derfor er det også værd at minde om, at vi kun hører om de narkokriminelle, som bliver taget. Det er sværere at fange de ressourcestærke forbrydere end de udsatte.
Sermitsiaq er ikke bekendt med nogen af parternes planer for en eventuel anden runde. Der lader dog til at være en god sandsynlighed for et gensyn med noget af denne sag i Grønlands Landsret. Vi vil under alle omstændigheder holde fokus på området.