Selvstyret sælger 12 boligblokke på Radiofjeldet i Nuuk for 0,- kroner til sit
eget ejendomsselskab Illuut A/S.
Umiddelbart en god pris for 141 boliger i et attraktivt
kvarter i landets hovedstad, men der følger en håndfast forpligtelse med
handlen.
Selvstyret sælger 12 boligblokke på Radiofjeldet i Nuuk for 0,- kroner til sit
eget ejendomsselskab Illuut A/S.
Umiddelbart en god pris for 141 boliger i et attraktivt
kvarter i landets hovedstad, men der følger en håndfast forpligtelse med
handlen.
Illuut A/S skal rive de saneringsmodne blokke ned og bygge mindst 141
nye boliger. En øvelse, som skal være indledt indenfor de næste fem år - ellers
går blokkene, som har nummer 21-23 og 31-37 på Lyngby-Taarbækvej, tilbage til
Selvstyret til samme pris: 0,- kroner.
De 12 blokke, alle i 2 etager midt på Radiofjeldet, blev opført i 1974-76. En
tilstandsregistrering fra 2022 afslørede et fremskredet forfald på grund af
Selvstyrets manglende vedligehold, og i dag står 27 af de 141 lejligheder tomme.
De er simpelthen i så dårlig en forfatning, at de ikke bliver sat i stand til
næste lejer. Omkostningerne ved en renovering vurderes at blive så høje, at det
bedre kan betale sig at rive ned og bygge nyt.
ILLUUTS BYGGERI
Ejendomsselskabet Illuut A/S, som overtager 12
blokke med 141 boliger på Radiofjeldet i Nuuk, er kendt i kvarteret. På den
anden side af Lyngby-Taarbækvej ligger rækkehuse med numrene 41-45, som blev
totalrenoveret i 2012-13. De 48 lejligheder fungerer som en ejerforening, hvor
Illuut A/S løbende sælger boliger. Ved årsskiftet ejede Illuut fortsat 14 af de
48 boliger.
Illuut har i de seneste år deltaget i en række byggeprojekter.
I 2022 begyndte byggeriet af Tuulliit-projektet på Norlernut i Nuuk, hvor
boligblokken, kaldet Trussely, blev saneret til fordel for flere mindre blokke
med i alt 25 lejligheder. Illuut A/S udlejer boligerne på en langtidskontrakt
til Bureauet for Inatsisartut, som indkvarterer politikerne bosat udenfor Nuuk.
Efter valget 11. marts drejer det sig om 16 medlemmer af Inatsisartut. De 12
første lejligheder blev færdige i oktober 2024; de sidste 13 lejligheder i
2025. Prisen for de 25 boliger er 90 millioner kroner, og finanslovsforslaget
for 2026 afsætter 6,1 millioner kroner til husleje.
Illuut A/S bygger et nyt hovedkontor til Greenland Airports på lufthavnsvejen
Illerngit 2001, og sammen med havneselskabet Sikuki og SIKs pensionskasse Sisa
bygger ejendomsselskabet et nyt hovedkontor til Royal Greenland på Qeqertat.
kurt@sermitsiaq.gl
Landskassen har ikke disse millioner
til boligbyggeri i Nuuk, og i stedet bliver blokkene overdraget vederlagsfrit
til Illuut A/S. Ejendomsselskabet, 100 procent ejet af Selvstyret, finansierer sine
bygge- og anlægsprojekter med realkreditlån, som afdrages og forrentes over
huslejen.
Bekymring for huslejen
De nuværende lejere på Radiofjeldet får alle tilbudt en erstatningsbolig i
Selvstyrets boliger i Nuuk, når deres lejligheder saneres. Erstatningsboligen,
herunder standard og husleje, skal i videst muligt omfang svare til den
nuværende lejlighed, men lejerne kan også vælge en nyere bolig med en
tilsvarende højere husleje.
– Forinden nedrivningen vil hver enkel lejer blive tilbudt en individuel
samtale om mulighederne for en ønskeflytning til Selvstyrets øvrige boliger i
Nuuk, herunder den husleje som lejerne vil kunne forvente, oplyser anlægschef
Embla Kristjánsdóttir fra Departementet for boliger og infrastruktur til
Sermitsiaq.
Lejerne får fortrinsret til de nye boliger, opført på samme sted på
Radiofjeldet, men til den aktuelle husleje til sin tid. For at mindske behovet
for en midlertidig genhusning, hvis beboerne vælger at flytte tilbage til de nye
boliger, er det en betingelse for den vederlagsfrie overdragelse, at Illuut A/S
så vidt muligt foretager en etapevis nedrivning af de gamle boliger og en
etapevis opførelse af de nye boliger, så flest mulige lejere kan flytte direkte
til en erstatningsbolig i området.
Netop løftet til lejerne om at flytte tilbage til samme sted i en ny bolig,
ejet af Illuut A/S, bekymrer Siumuts Erik Jensen.
Som naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur glædede han sig i april 2023
over, at Illuut A/S købte tre boligtårne på Qatserisut (den tidligere
Mestersvej). Pris: 300 millioner kroner for 90 personaleboliger til sundhedsvæsenet.
Men smilet stivnede, da han så den månedlige husleje: 11.171 kroner for en
2-værelses lejlighed og 17.496 kroner for en 4-værelses lejlighed + forbrug af
el, vand og varme. Den tårnhøje husleje betød, at sundhedspersonalet ikke havde
råd til at bo i boligerne.
Som formand for Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut frygter Erik Jensen i
dag, at Illuuts overtagelse af blokkene på Radiofjeldet kan ende på samme måde
som Qatserisut.
Et flertal i udvalget godkender, at de 12 blokke med 141 lejligheder overdrages
vederlagsfrit til Illuut A/S, men kræver samtidig en beregning på den månedlige
husleje i de nye boliger for at undgå et huslejechok.
– Vi vil sikre os, at den almindelige grønlænder også har råd til at bo på
Radiofjeldet efter en sanering og opførelsen af nye boliger, siger Erik Jensen
til Sermitsiaq.
Projektet på Radiofjeldet indgår i Illuuts investeringsstrategi for 2026, som forinden
skal godkendes af Naalakkersuisut.
Risiko for boligspekulation
Ejendomsselskabet får også andre muligheder end realkreditlån til at
finansiere byggeriet. Illuut kan sælge nogle af de 12 blokke til private
investorer, men vil alligevel være i stand til at overholde kravet om 141 nye
boliger. De nuværende blokke er alle i 2 etager, men lokalplanen tillader
byggeri i otte etager, som det er sket på Tuapannguit og Dronning Ingridsvej i
Nuuk og Suloraq i Qinngorput.
Men også denne mulighed for salg til private investorer bekymrer Finans- og
Skatteudvalget, som vil have Naalakkersuisuts garanti for, at blokkene ikke
bliver opkøbt af boligspekulanter.
Departementet for boliger og infrastruktur anerkender, at der vil være en vis
risiko for, at blokkene bliver opkøbt af boligspekulanter, som vil hæve
lejeniveauet.
– Bekæmpelsen af boligspekulanter, som opkøber ejendomme for at presse
lejeniveauet op, er et centralt fokus i den kommende lejelov med nye
bestemmelser for lejefastsættelse i private udlejningsboliger, siger anlægschef
Embla Kristjánsdóttir.
Illuut kan også vælge selv at bygge flere end de krævede 141 boliger, og
derefter sælge de overskydende boliger til markedspris. Det vil i givet fald
ske med salg af boligerne enkeltvis, når de bliver ledige.
– Illuuts overtagelse af blokkene på Radiofjeldet forventes at øge det samlede
antal lejeboliger, så flere får mulighed for at blive lejere på rimelige vilkår
set i forhold til det private marked, som er under pres i Nuuk. Samtidig vil
Illuuts erstatningsbyggeri stabilisere bygge- og anlægsbranchen i en periode,
hvor det går trægt for private investorer, siger anlægschef Embla
Kristjánsdóttir.